Kun én skole har indtil videre afsluttet en toiletrenovering under Københavns Kommunes Toiletplan 2030. Der mangler fortsat omkring 321 millioner kroner til at gennemføre planen.

Mange københavnske skoleelever må fortsat leve med nedslidte og uhensigtsmæssige toiletforhold. Over halvdelen af de 66 skoler, der er omfattet af kommunens Toiletplan 2030, har toiletter i ringe stand, og nogle elever undgår helt at benytte dem på grund af manglende hygiejne, tryghed og privatliv.
Ifølge oplysninger fra Geberit har kun én skole hidtil gennemført en toiletrenovering som led i planen, mens der endnu ikke er afsat midler til 40 skoler. Kommunen mangler omkring 321 millioner kroner for at kunne gennemføre den samlede plan frem mod 2030.
Den økonomiske udfordring understreger ifølge sanitetsproducenten Geberit betydningen af at vælge installationer, der ikke blot er robuste, men også nemme og økonomiske at vedligeholde.
– Når de københavnske skoler skal gennemgå omfattende renoveringer, er det helt sikkert værd at overveje, hvilke løsninger der vælges. Der kan spares en masse ressourcer ved at vælge en holdbar løsning, der holder mange år frem, og komponenter, der nemt kan udskiftes, siger Anders Bjørndal Pedersen, Product Manager hos Geberit.
Skjulte komponenter kan give problemer
På skoletoiletter med mange daglige brugere stilles der store krav til både sanitetsudstyr og installationer.
Ifølge Geberit er det ofte komponenterne i cisternen frem for selve toiletkummen, der giver anledning til problemer. Kalkaflejringer og slid kan eksempelvis medføre utætte ventiler, så vand løber konstant ned i toilettet.
Det kan føre til et betydeligt vandspild, hvis fejlen ikke opdages og udbedres.
Samtidig kan reparationer blive både dyre og tidskrævende, hvis reservedele er vanskelige at skaffe, eller hvis hele installationen skal udskiftes på grund af en enkelt defekt komponent.
– De skjulte dele skal også vedligeholdes, men hvis noget skal udskiftes, er det en fordel, at man har valgt en løsning, hvor man nemt kan erstatte en enkelt del frem for hele toilettet, siger Anders Bjørndal Pedersen.
Fokus på levetid og reservedele
Geberit anbefaler, at kommuner og bygherrer stiller krav til installationernes levetid og servicemuligheder allerede under projekteringen.
Det gælder blandt andet, om toiletterne kan modstå intensiv daglig brug, om sliddele kan udskiftes enkeltvis, og om producenten kan levere reservedele mange år frem.
– Et skoletoilet bliver brugt mange gange hver eneste dag. Derfor skal løsningerne ikke bare fungere den dag, de bliver indviet. De skal kunne anskaffes eller repareres effektivt og billigt, så skolerne ikke står med de samme problemer igen få år efter, siger Anders Bjørndal Pedersen.
Ifølge Geberit bør skolerne derfor lægge vægt på de samlede drifts- og vedligeholdelsesomkostninger frem for alene at se på anskaffelsesprisen, når toiletterne skal renoveres.

