Kim Storbank er tiltrådt som ny VP for Logistik og Produktion hos Lemvigh-Müller, hvor han også bliver en del af virksomhedens chefgruppe. Han skal blandt andet stå i spidsen for udviklingen af logistik og distribution, som virksomheden i øjeblikket investerer betydeligt i.
Kim Storbank kommer fra en stilling som COO hos FTZ Autodele & Værktøj, hvor han havde ansvar for mere end 600 medarbejdere inden for lager, distribution og supply chain. Her har han blandt andet arbejdet med etablering og idriftsættelse af højt automatiserede lagre.
Tidligere har han haft ledende stillinger hos DSV, Styromatic og Fiskars.
– Vi er i gang med en omfattende investering i vores logistik og distribution, hvor vi skaber grundlaget for fremtidens logistik. Med Kims store erfaring inden for automatisering, komplekse logistikprojekter og ledelse får vi en stærk profil til at drive den udvikling videre. Jeg glæder mig til samarbejdet, siger Christian Søgaard-Christensen, CEO i Lemvigh-Müller.
Kim Storbank er uddannet merkonom og har videreuddannet sig inden for ledelse og LEAN.


