Installationsvirksomhed vil reducere udledningerne fra egen drift med 60 procent frem mod 2031 og samtidig mindske klimaaftrykket fra materialer og tekniske produkter.
Kemp & Lauritzen har fået valideret sine kortsigtede klimamål af Science Based Targets initiative (SBTi). Det betyder, at målene er vurderet i forhold til videnskabsbaserede kriterier for reduktion af drivhusgasudledninger.
Virksomheden har forpligtet sig til at reducere de direkte og energirelaterede udledninger fra egen drift med 60 procent senest i 2031 sammenlignet med 2025. Samtidig skal udledningerne fra udvalgte aktiviteter i værdikæden reduceres med 30 procent senest i 2035.
– Vi har arbejdet målrettet med vores klimatiltag gennem flere år. Derfor er det en vigtig milepæl at få vores nye klimamål valideret af SBTi. Det viser, at vi er på rette vej i arbejdet med at være vores kunders foretrukne grønne teknikpartner, siger Louise Bjerregård Nielsen, Senior Director for Bæredygtighed i Kemp & Lauritzen.

Hver tredje firmabil kører på el
En væsentlig del af indsatsen handler om at reducere udledningerne fra virksomhedens egen drift. Her spiller elektrificeringen af bilflåden en central rolle.
Kemp & Lauritzen råder over cirka 1.800 biler, hvoraf omkring 32 procent i dag er eldrevne.
Men den største udfordring ligger ifølge virksomheden uden for dens egen drift. Langt størstedelen af klimaaftrykket stammer fra de materialer og tekniske produkter, som Kemp & Lauritzen indkøber og installerer hos kunderne.
Derfor skal samarbejdet med leverandører og producenter styrkes, så klimaaftrykket fra komponenter, materialer og tekniske installationer kan reduceres.
– Langt størstedelen af vores klimaaftryk ligger i de materialer og tekniske produkter, vi køber, transporterer og installerer. Derfor kan vi ikke nå vores mål alene. Det kræver et tæt samarbejde med leverandører, producenter og kunder om at træffe mere klimabevidste valg. Med SBTi-valideringen har vi et stærkt og fagligt funderet afsæt for det arbejde, siger Louise Bjerregård Nielsen.
Omfatter både drift og værdikæde
Klimamålet for 2031 omfatter virksomhedens absolutte drivhusgasudledninger i scope 1 og 2, mens målet for 2035 omfatter udvalgte udledninger i scope 3.
Scope 3-målet dækker blandt andet indkøbte varer og tjenesteydelser, brændstof- og energirelaterede aktiviteter, transport og distribution samt brugen af solgte produkter.
Begge mål har 2025 som basisår.
Kemp & Lauritzen beskæftiger knap 3.000 medarbejdere og leverer tekniske installationer og løsninger til både private virksomheder og offentlige kunder.

