
Hvordan har lovgivningen gennem tiden påvirket den måde, vi bygger på? Det er omdrejningspunktet i det nye tobindsværk Med lov skal land bygges – Dansk arkitektur og byggelovgivning 1200-2015.
På 848 sider kortlægger fire forskere fra Nationalmuseet og Arkitektskolen Aarhus flere hundrede års regulering af arkitektur og byggeri i Danmark.
Bogen følger udviklingen fra de første regler for byggeri i byerne i 1200-tallet til nyere krav om blandt andet sundhed, indeklima, energiforbrug og klimapåvirkning.
Undervejs viser værket, hvordan lovgivningen har sat konkrete spor i byggeriet. Blandt andet førte store bybrande i København til skærpede krav om brandsikring, murværk og udfasning af stråtage i byerne.
Bag bogen står seniorforsker Ulla Kjær og seniorforsker Vibeke Andersson Møller fra Nationalmuseet samt professor Mogens Andreassen Morgen og adjunkt Jannie Rosenberg Bendsen fra Arkitektskolen Aarhus. Bogen er netop udkommet på Forlaget Rhodos.
Udgivelsen suppleres af podcastserien Skimmelsvamp og sparekniv, der formidler historien om dansk byggelovgivning til et bredere publikum.

