
Tilbage i 2015 lagde veletablerede Henning Mortensen a/s i Silkeborg en strategi med fokus på tværfaglighed. Det går så godt, at virksomheden nu for første gang nogensinde er udnævnt til gazellevirksomhed.
At blive Børsen Gazelle er en særlig præstation for en virksomhed som vores. Med 62 år på bagen er vi jo langt forbi iværksætter-fasen. På listen over gazellevirksomheder er det oftest nye og unge virksomheder, der gør sig gældende – og derfor er vi selvfølgelig stolte over, at vi har kunnet sætte så meget skub i udviklingen, at vi nu er en del af den danske vækstelite, siger Hans Mortensen, adm. direktør hos Henning Mortensen a/s.
Siden opstarten i 1959 har Henning Mortensen a/s været en traditionel VVS-virksomhed – familieejet og med solid lokal forankring i Silkeborg-området. De senere år er kompetencepaletten og det geografiske område udvidet markant. I følge Hans Mortensen er der flere årsager til, at Henning Mortensen a/s har opnået fremgang i disse år.
De tekniske fagområder smelter efterhånden mere og mere sammen. Derfor tog vi i 2015 en strategisk beslutning. Fremover ville vi ikke kun tilbyde vores kunder VVS-ydelser, men hele løsninger på tværs af de tekniske fag, fortæller Hans Mortensen.
I dag har Henning Mortensen a/s samlet VVS, el, ventilation, sikring, blik og sprinkler under samme tag.
Med alle tekniske kompetencer i huset kan vi også lettere påtage os hele ansvaret for tværfaglige teknikentrepriser. Vi har oparbejdet solid erfaring med ledelse af komplicerede og store teknikentrepriser. Og dybt i vores DNA ligger, at kunden altid skal opleve en vellykket og sammenhængende afvikling af de projekter, som vi er involveret i. Det har vist sig at være den rette vej at gå. I dag bliver vi inviteret med til bordet i hele landet og på større og større projekter, siger, siger Hans Mortensen
Ordrebeholdningen hos Henning Mortensen a/s er forsat stigende, og selskabet forventer også et højt aktivitetsniveau i 2022.

