
Med 10.123 besøgende satte VVS´25 rekord. Aldrig før har messen trukket så mange besøgende. Og det glæder de to arrangører, Veltek og Odense Congress Center.
– VVS’25 har igen i år fået en fantastisk opbakning fra hele branchen med en udsolgt messe og ny besøgsrekord. Det bekræfter endnu en gang, at VVS-messen er branchens centrale samlingspunkt. Den energi og det engagement, vi har oplevet gennem alle tre dage, viser tydeligt messens aktualitet og betydning for formidlingen af den faglige og teknologiske udvikling, siger Lennart Østergaard, direktør i VELTEK, som er medarrangør af VVS’25.

Når man gik rundt blandt udstillerne var varmepumper-løsningerne blandt de mest synlige, men også smarte IoT-styring, adfærdsregulerede varmtvandssystemer og vandbesparende armaturer var udbredte.
– Jeg er både glad og stolt over, at VVS’25 har sat besøgsrekorder. Det er det perfekte punktum på en særdeles vellykket messe. Vi har mærket en enorm positivitet blandt udstillerne og set et liv og en energi på standene, men det vigtigste for mig er, at vi også er lykkedes med at tiltrække de rigtige besøgende. Og jeg må give æren for årets succes til udstillerne, da det er dem, der skaber oplevelsen for de besøgende, siger Morten Ihlow, messechef ved Odense Congress Center.
Det var, som traditionen tilsiger, især messens anden dag, torsdag, der trak folk til. Med 4.317 besøgende satte man ny rekord for besøgende på én dag. I 2023 var der cirka et par hundrede mindre, og det var faktisk også tendensen på de to andre messedage – et par hundrede ekstra gæster, så man nåede op på de 10.123.
I 2023, der ligeledes var et rekordår, var det samlede besøgstal på 9.570.

Fagscenen spillede en central rolle i år med stærk opbakning til oplæg og debatter. Emner som Legionella-håndtering og kommende EU-reguleringer for materialer i kontakt med drikkevand samlede fulde huse og viste, at messen ikke kun er et udstillingsvindue – men også en faglig platform, hvor vigtig viden deles og nye løsninger formes.
– Det er netop kombinationen af innovative produkter og stærk faglig formidling, der gør VVS’25 til noget særligt. Det er her, fremtidens løsninger bliver synlige, og her vi sammen flytter hele branchen, tilføjer Lennart Østergaard.
Efter en rekordstor messe i 2025 er forventningerne allerede begyndt at bygge sig op mod næste gang, branchen samles.
– VVS’25 har givet os et fantastisk udgangspunkt. Det store engagement fra både udstillere og besøgende viser, at vi har fat i noget rigtigt. Allerede nu glæder vi os til at videreudvikle messen og skabe endnu stærkere rammer for inspiration, netværk og faglighed, når vi igen slår dørene op til VVS’27, slutter Morten Ihlow.
Den næste VVS-messe bliver d. 25.-27 maj i 2027. Dermed har man valgt at flytte messen, så den løber fra tirsdag til torsdag.
Kilde: Veltek/OCC