Fjernvarmekunderne hos Vestforbrænding har ikke mærket de voldsomme prisstigninger på deres fjernvarme i løbet af energikrisen. Og nu får prisen så yderligere et nøk ned.
Den lave pris på fjernvarme skyldes, at Vestforbrændings kraftvarmeværk både producerer el og fjernvarme baseret på affald. Og selvom udgifterne til supplerende brændsel er steget, så bliver det modsvaret af større indtægter på el salget.
Det har været med til at holde priserne nede på fjernvarme under energikrisen, og gør nu, at fjernvarmeprisen kan sænkes med 250,- kr. årligt for et standardparcelhus med et forbrug på 18,1 MWh.
– Vestforbrænding er et kommunalt ejet selskab, og vi er ikke sat i verden for at generere et overskud. Hvis vi tjener mere end forventet, kommer det vores kunder til gode, siger Anne Rosenkilde Lajer, chef for fjernvarmekunderne hos Vestforbrænding.
Prisen sænkes pr. 30. juni 2023 og er godkendt af Vestforbrændings bestyrelse, og det gælder alene for kunder, som har indgået standardaftaler med Vestforbrænding.
Kilde: Vestforbrænding