
Med baggrund i at sikre billigere fjernvarme og lettere udrulning af teknikken til flere borgere, planlægger Vestforbrænding og Farum Fjernvarme at slå sig sammen.
Endnu er beslutningsgrundlaget for sammenlægningen ikke helt på plads, men det arbejdes der på.
Parterne har siden forårets årsmøde i Farum Fjernvarme arbejdet på en afklaring af, hvordan sammenlægningen skal finde sted. De sidste analyser er ved at være på plads, og et beslutningsgrundlag forventes forelagt de to selskaber i december.
Både bestyrelsesformand for Vestforbrænding, Ole Bondo Christensen, og bestyrelsesformand for Farum Fjernvarme, Henrik Haugaard Pedersen, håber, at de afsluttende forhandlinger vil munde ud i en sammenlægning ved årsskiftet. Begge parter udtaler desuden tilfredshed med resultaterne af både dialog og undersøgelser.
– I forlængelse af beslutningen i foråret 2023 på Farum Fjernvarmes årsmøde om at afsøge mulighederne for en sammenlægning med Vestforbrænding har der været et rigtig godt samarbejde mellem de to selskaber. Hensigten er at kunne sænke varmeprisen, sikre større forsyningssikkerhed og skabe sammenhæng i varmeforsyningen til fordel for både for Farum Fjernvarmes kunder og for Vestforbrænding. Der udestår stadig de sidste tekniske afklaringer, men det klare mål er, at der i december kan forelægges et beslutningsoplæg om sammenlægning til repræsentantskabet i Farum Fjernvarme og til bestyrelsen i Vestforbrænding. Målet er, at sammenlægningen vil kunne blive en realitet først i det nye år, forklarer Ole Bondo Christensen, bestyrelsesformand for Vestforbrænding.
Henrik Haugaard Pedersen, bestyrelsesformand for Farum Fjernvarme, forklarer, at det er en kompliceret proces at sl de to selskaber sammen, og derfor skal forarbejdet gøres grundigt.
– Vi arbejder lige nu på, at få resultaterne af de tekniske og økonomiske undersøgelser klar, så de kan danne grundlag for Farum Fjernvarmes repræsentantskabs endelige beslutning på et repræsentantskabsmøde i december, påpeger han.
Kilde: Vestforbrænding

