Varmepumpeproducenten Daikin har i samarbejde med Rhenus Logistics, ekspert inden for logistik og lagerstyring i Norden, åbnet sit første lager i Danmark. Det nyetablerede lager sikrer med sin store kapacitet og den nøje udvalgte beliggenhed, at Daikin tilbyder ‘Just in time’-levering eller afhentning af produkter og reservedele til danske installatører og andre kunder.
Nye ‘pick-up points’, som tilbyder direkte afhentning, er planlagt til at åbne i København og Horsens. Det giver installatører øget fleksibilitet, mindre lagerbinding, større leveringssikkerhed og mulighed for at yde hurtig, rettidig service til kunderne. Samspillet mellem de 30 europæiske lagre sikrer yderligere leveringssikkerhed med intern dag-til-dag-levering på tværs af landegrænser.
Med det nye lager tager man et vigtigt skridt, som støtter både kunderejsen og ambitionen om at vinde markedsandele i Danmark. Logistikchef hos Daikin Europe NV, Harrie Verkamer, glæder sig over den nye lagerløsning:
– Som et led i vores udvidede fokus på kunderejsen, tager vi med vores nye danske lagerløsning endnu et skridt mod at styrke forsynings- og logistikkæden til vores kunder og samarbejdspartnere. Vi ved, at leveringssikkerheden er et af de afgørende parametre for installatører – de har behov for stor fleksibilitet for at kunne imødekomme efterspørgslen på varmepumper. Med Rhenus Logistics og deres imponerende lagerkapacitet, højteknologiske scanningssytem og ekspertise kan vi fordoble vores lagerkapacitet og halvere vores leveringstid, understreger Harrie Verkamer.
Daikins udvidelse på det danske marked kommer i forlængelse af Danmarks ambitiøse planer for udfasning af fossile brændstoffer og ønsket om at være uafhængig af fossile brændsler i 2050 . I dag udgør opvarmning af bygninger og boliger omkring 15-20 pct. af den samlede CO2-udledning i Danmark, og omstilling til vedvarende energikilder kan derfor gøre en betydelig forskel i CO2-regnskabet.
Investeringen i Danmark understreger virksomhedens dedikation til at imødekomme den nødvendige omstilling til mere energieffektive løsninger. Adm. direktør i Daikin Danmark, Robert Kagabo, ser Danmark som et interessant marked, da der er et stort fokus på bæredygtighedsagendaen, og han ser med åbningen af lageret frem til at kunne servicere både kunder og installatører med klimavenlige energiløsninger endnu bedre i fremtiden:
– Danmark er nået langt i sine planer for udfasning af fossile brændstoffer og er derfor et interessant marked at etablere sig i. Opkøbet af BKF Klima var den første vigtige milepæl, næste skridt og et vigtigt led i vores vækststrategi, var etablering af eget lager i Danmark. Vi har et af markedets bedste og bredeste udvalg af kvalitets-varmepumper og har nu lagt nye og vigtige grundsten, som styrker vores ambition om at indtage en førende position på det danske marked. Jeg kan afsløre, at der er flere tiltag, som understøtter både kunderejsen og vækststrategien, i støbeskeen, siger Robert Kagabo.
Kilde: Daikin