
Den 14. december 1903 åbnede Kildebakken Vandværk midt i Assens. I dag, 120 år senere, er det tid for at dreje nøglen om. Det gamle vandværk lukker. Der er ikke længere brug for vandet fra værket på Kildebakken.
Lukningen er en naturlig konsekvens af Assens Forsynings drikkevandsstrategi, fortæller projektchef og vandværksansvarlig Michael Dissing Nielsen.
– Strategien handler om at skabe forsyningssikkerhed for vores nuværende kunder og tilstrækkelig kapacitet til fremtidige kunder. Derfor indviede vi vores nye topmoderne vandværk i 2018, og det forsynes med rigelige mængder godt drikkevand fra kildepladserne i Mariendal og Ebberup. Den nye dybe boring i Ebberup gør vandforsyningen meget robust og derfor er driften af Kildebakken Vandværk ikke længere nødvendig. Det nye vandværk i Assens har to separate linjer og herved har vi i praksis to vandværker i ét. Det giver sikkerhed for kunderne, og vi kan skrue op og ned for drikkevandsmængderne efter behov mange år fremover.
Mens det nye vandværk kan forsyne mange tusind borgere, havde Kildebakkens Vandværk det noget lettere i det første driftsår. Blot 580 vandhaner var tilsluttet.
Og vandværket var ydermere drevet delvist af grøn energi – nemlig en vindmølle. To gasmotorer var også med i arbejdet.
Bygningen skal nu sælges, og hos Assens Forsyning tror man ikke det bliver det store problem.
– Det er jo altid lidt vemodigt at lukke ned for noget historisk, men vi er sikker på, at der nok skal være en køber til den unikke bygning med sin centrale placering i Assens by. Vi håber på denne måde, at vandværksgrunden kan finde nyt liv og udvikles sammen med sin kommende ejer, fortæller Michael Dissing Nielsen.
Kilde: Assens Forsyning