De tre uddannelsesinstitutioner KEA (Københavns Erhvervsakademi), TEC (Technical Education Copenhagen) og NEXT har indgået et samarbejde, der skal få flere til at vælge en erhvervsuddannelse.
Det skal ske gennem at synliggøre de mange attraktive uddannelses- og karrieremuligheder, der er forbundet med at tage en erhvervsrettet uddannelse.
Samtidig vil de tre uddannelsesinstitutioner forsøge at skabe øget politisk fokus på behovet for at styrke søgningen til de erhvervsrettede uddannelser – og på de strukturelle ændringer, der er nødvendige, hvis erhvervsuddannelser skal blive mere attraktive.
– Alt for få kender til mulighederne for at videreuddanne sig, når man står med et svendebrev i hånden. Det skal vi have gjort noget ved. Derfor går vi nu sammen med NEXT og KEA om at styrke tværfaglig efter- og videreuddannelse. Det er nødvendigt, fordi arbejdsmarkedet skriger på specialiseret, faglært arbejdskraft, siger Morten Emborg, der er direktør på TEC – Technical Education Copenhagen.
Kilde: TEC