
Forsyningstilsynet er ude med den relativ store hammer til syv kommuner. Faktisk truer tilsynet med at udstede tvangsbøder til de syv; Gribskov, Herlev, Hørsholm, Rudersdal, Rødovre, Vallensbæk og Ærø kommuner.
Det hele handler om indberetning af de krævede revisorerklæringer vedrørende kommunal modregning. En sådan erklæring skulle være sendt ind til tilsynet allerede inden den 1. september, men da den stadig ikke er landet, er der nu sendt et påbud ud.
Hvis ikke den er indsendt senest 7. januar næste år, tager tilsynet bødeblokken frem.
Forsyningstilsynet har ansvaret for at godkende beløb, som kommunerne får udbetalt eller modtager, når de sælger eller overdrager dele af deres kommunale energiselskaber. For at kunne gøre det, skal kommunerne hvert år indberette de beløb, de har modtaget fra deres energiselskaber, og indsende en revisorerklæring, der bekræfter, at oplysningerne er korrekte og komplette.
Begge dele skal sendes til Forsyningstilsynet inden de frister, der er fastsat i loven. Ellers kan der vanke bøder.
Kilde: Forsyningstilsynet

