
Efter noget tumult omkring en flis-kedel tidligere på året, er DIN Forsyning snart klar til at overtage varmeproduktionen fra Ørsteds kulbaserede kraftvarmeværk i Esbjerg og Varde.
Og det sker med en ny flis-kedel og verdens hidtil største CO2 baserede havvandsvarmepumpe, som i fællesskab skal forsyne de cirka 100.000 indbyggere med varme.
Fliskedelen og varmepumpen arbejder sammen i anlægget med det formål at producere billigere varme med et minimalt brug af flis og el til gavn for miljøet. Det sker fx ved at trække varme ud af røgen på flisværket. Samtidig hjælper flisværket med, at vi får den bedste mulige udnyttelse af havvandsvarmepumpen, fortæller Kenneth Jørgensen, der er projektleder for DIN Forsynings varmeprojekt – kaldet Fremtidens Fjernvarme.
DIN Forsyning har indgået kontrakt med HedeDanmark om levering af 100.000 tons flis om året til anlægget. Det er et krav fra DIN Forsyning, at den leverede flis skal være bæredygtigt produceret og certificeret efter SBP eller tilsvarende ordninger. Flisen kommer fra både danske og europæiske skove, og er overskudstræ fra skovpleje.
Jeg er rigtig glad for at få HedeDanmark som leverandør. Det sikrer os maksimal andel af lokalt produceret biomasse til gavn for vores varmekunder. Det giver os også en transparant og bæredygtig leverandør, som gerne vil bidrage i vores grønne omstilling, siger Kenneth Jørgensen.
Biomasse som flis har været en varm kartoffel indenfor energiområdet de senere år, og den er stadig ikke afkølet. Bl.a. har Klimarådet i en ny analyse slået til lyd for, at brugen af biomasse ikke må stige, selvom antallet af fjernvarmebrugere stiger med 200-300.000 som følge af omlægning fra gas.
På grund af den hede debat har varmeværket indgået aftale med organisationen Preferred by Nature om at kigge dokumentation og leverandørkæder efter i sømmene, så DIN Forsyning sikrer, at flisen overholder lovkrav og regler i certificeringsordningerne.
Kenneth Jørgensen håber, at det internationale samarbejde kan være med til at sikre certificeringerne helt ud til den enkelte stamme.
Da DIN Forsyning ikke har kompetencer i hverken skovbrug eller flisproduktion, er vi glade for at få hjælp til certificeringsdelen af Preferred by Nature. De vil på vegne af os verificere, at lovgivningens krav til bæredygtig træflis er overholdt for både indenlandske og udenlandske leverancer.
Kilde: DIN Forsyning