
Nu er rammerne for ”Rådet for Sundt Indeklima” (RfSI) lagt.
RfSI er et uafhængigt organ med kendte indeklimaforskere, videnskabsfolk, læger og ingeniører, som over for befolkningen, beslutningstagere og fagfolk vil være en ”stemme for indeklimaet”.
Starten på rådets arbejde markeres i november med en konference for interessenter, hvorefter rådets informative og rådgivende arbejde sættes i gang.
I flere år har der været tanker fremme om at oprette ”Rådet for Sundt Indeklima” – og i brancheforeningen Dansk Ventilation (DV) blev emnet behandlet i en arbejdsgruppe, hvorefter DV sammen med Foreningen af Ventilationsfirmaer (FAV) satte en undersøgelse i gang, der skulle kortlægge de barrierer, som der til stadighed findes hos bygherrer og byggeriets parter, når befolkningen skal sikres et godt og sundt indeklima i boliger, på arbejdspladser og i institutioner. Denne undersøgelse pegede på nødvendigheden af at etablere et uafhængigt råd – og de nødvendige midler til starten blev fremskaffet, bl.a. via et sponsorat. RfSI er et tværfagligt, upolitisk og uafhængigt råd, der har til formål at fremme et sundt indeklima i for befolkningen på basis af faglig viden.
Rådet består af 10 eksperter med Torben Sigsgaard, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet som formand og Geo Clausen, Internationalt Center for Indeklima og Energi, DTU som næstformand.