
Netcompany har indgået et partnerskab med Grækenlands største vandforsyningsselskab, EYDAP, om at implementere PULSE-platformen som nyt kontroltårn for håndteringen af vand og spildevand for 40 % af den græske befolkning.
Formålet med partnerskabet er at etablere nye digitale muligheder gennem moderne platformsteknologi og AI, der kan understøtte øget bæredygtighed, beskytte folkesundheden og styrke resiliensen i en central del af den græske kritiske infrastruktur.
Gennem et intelligent system til forureningsdetektion på tværs af hele kloaknettet bliver det muligt at identificere potentielle forureningshændelser og iværksætte målrettede tiltag og handlinger i realtid.
Orkestreringsplatform PULSE bliver fundamentet. Den er udviklet til at fungere som et digitalt kontroltårn for virksomheder og myndigheder, der arbejder med komplekse økosystemer, hvor store mængder data skal indsamles, sammenkobles og analyseres for at muliggøre AI-understøttet beslutningstagning i realtid.
Partnerskabet markerer Netcompanys første store PULSE-projekt i Grækenland og bygger videre på erfaringer fra tilsvarende, vellykkede implementeringer i Danmark, Storbritannien, Norge, Schweiz og Tyskland, hvor teknologien allerede understøtter kritisk infrastruktur.
Hos EYDAP skal platformen overvåge og håndtere vand- og spildevandssystemer ved at indsamle og analysere data fra sensorer og automatisk indsamlede prøver i hele kloaknettet.
Løsningen skaber dermed et samlet overblik over vandkvaliteten og gør det muligt at reagere øjeblikkeligt i tilfælde af hændelser, der påvirker kvaliteten.
Den giver fuldt overblik og kontrol over EYDAPs 8.500 kilometer lange kloaknet, der betjener 40 % af Grækenlands befolkning. Løsningen bidrager til at beskytte kritisk infrastruktur som rørledninger, pumpestationer og renseanlæg samt at forebygge miljøpåvirkning fra industrielle aktiviteter og lignende.
Kilde: Netcompany

