Nu bliver livet lettere for håndværkerne i Carlsberg Byen. Byggecenterkæden Stark åbner nemlig en pop-up butik, der skal servicere håndværkere med materialer og værktøjer helt tæt på den byggeplads, de går på til daglig. Dermed slipper murermestre og tømrersvende for køreture i myldretiden til byggecentre i de københavnske forstæder.
Åbningen kommer de næsten 900 håndværkere til gode, der har deres daglige gang i Carlsberg Byen, hvor der er fuld fart på opførelsen af nye boliger. I Stark er man glad for at komme tættere på de travle håndværkere og have mulighed for at hjælpe dem hurtigere og mere effektivt, fortæller Peter Højstrup, der er daglig leder af den nye pop-up i Carlsberg Byen.
Den nyåbnede butik er mindre end Starks øvrige byggecentre og vil ikke have det fulde sortiment. Har pop-up butikken ikke lige det, håndværkeren står og mangler, er der indgået aftale med Stark City om lynhurtigt at skaffe præcis det, håndværkerne står og mangler inden for blot en time.
Det er ikke første gang, at Stark åbner en pop-up butik. Kæden har tidligere åbnet butikker i både Skejby og Herning med succes. Men en ny åbning kræver byggeprojekter af en vis volumen, og det må man sige, byggerierne i Carlsberg Byen lever op til. I 2020 forventes der at være op mod 2.000 håndværkere i Københavns nye kvarter, fortæller Peter Højstrup, der ser frem til at byde håndværkere velkomne i den midlertidige butik.