Når regeringen strammer restriktionerne og forventer at forlænge dem efter 17. januar, har virksomhederne brug for et stærkere sikkerhedsnet. Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, foreslår, at virksomhedernes betaling af moms i marts allerede nu udskydes yderligere.
Det er godt, at regeringen prioriterer, at produktionsdanmark og byggeriet kan holde åbent, fx ved at reducere forsamlingsloftet og holde daginstitutioner åbne. Men jeg er dybt bekymret for, hvilken tilstand de selvstændige står i, når vi kommer på den anden side af coronakrisen. De små virksomheder er hårdt pressede og lever lige nu fra hånden til munden. Efter et hårdt 2020 har mange opbrugt al opsparing, og en langvarig nedlukning vil både medføre fyringer og konkurser, siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.
Han hæfter sig ved, at statsministeren allerede nu forventer, at restriktionerne forlænges ud over d. 17. januar.
Virksomhederne fik sidste år mulighed for at udskyde betaling af deres moms til marts i år. Vi begynder allerede nu at høre fra virksomheder, at de på grund af de seneste nedlukninger ikke har mulighed for at betale den store regning allerede nu. Vi foreslår derfor, at virksomheder skal have mulighed for at udskyde momsbetalingen i yderligere 6 måneder, som et rentefrit lån. Det betyder meget lidt for statskassen, men rigtigt meget for de små virksomheder, siger han.