Virksomheden Boxit har i mange år primært tilbudt opbevaring i deres containere og depotrum til både virksomheder og private, men sidste år åbnede containervirksomheden en ny stor afdeling for specialdesigns af containere. Årsagen var en markant stigning i efterspørgslen fra danske virksomheder inden for mange forskellige brancher, der alle har set en fidus i metalkassens mange muligheder.
– Noget af det smarteste ved en container er, at den kan fragtes som en almindelig skibscontainer, uanset om vi har specialbygget den til et brintanlæg eller som en bar-container, siger Kim Viggo Ørbæk Jensen, der er salgschef i Boxit, hvor et hold på 15 mand løser alverdens opgaver med at bygge containere om efter kundernes ønsker.
Afdelingen for specialdesignede containerløsninger flyttede i april ind i helt nye lokaler i Hasselager syd for Aarhus, hvor de fik hele 1800 kvadratmeter at arbejde på, hvilket er tre gange så meget som på den gamle adresse i Risskov.
Den dansk-grønlandske virksomhed Bisgaard Trading, der blandt andet udbyder logistik, indkvartering og lager af arbejdskraft og udstyr, er en af de virksomheder, der har købt sig en specialdesignet container.
– Vi var trætte af ikke at kunne tilbyde vores medarbejdere gode og ordentlige forhold, når de skulle sendes afsted på opgaver rundt omkring på Grønland. Derfor fik vi bygget en transportabel mandskabsvogn af en tyve fods container med både bad, toilet og tekøkken. Det skal bare kobles til vand og strøm, så har vi et rigtig godt opholdsrum til pauserne på de lange, kolde arbejdsdage, siger Flemming Olav Bisgaard, der er stifter af virksomheden Bisgaard Trading, hvis kunder spænder bredt fra videnskabelige ekspeditioner og byggeprojekter på Grønland til filmindustrien, der også – hvis det er muligt – bliver tilbudt at bruge den transportable container.
At opgaverne varierer så meget i specialcontainerafdelingen, hvor de både laver containere til eksempelvis vandrensningsanlæg, brintanlæg til Power-to-X-industrien og udstillinger, gør ikke bare hverdagen varieret, men kræver også tæt samarbejde med kunderne.
– Man skal tage højde for vidt forskellige ting, alt efter om en container skal bruges til at huse mennesker eller et brintanlæg. Det er også det, der gør jobbet spændende for mig, for det giver et tæt samarbejde og sparring med kunderne, og det bliver aldrig ensformigt, siger Kim Viggo Ørbæk Jensen.
Kilde: Boxit