Et nyt stort samarbejdsprojekt mellem EU og Indien har fokus på at udvikle digitale løsninger til at effektivisere sektorkoblingen og styringen af energiforsyningen på øer eller i andre isolerede områder. I projektet indgår en lang række forskellige energityper, der skal integreres og til sammen sikre en stabil energiforsyning.
Digitalisering af energisektoren går stærkt i øjeblikket, og seniorforsker Guangya Yang fra DTU Elektro er en af de eksperter, der har arbejdet med området i mange år. Han glæder sig til i projektet at tage allerede udviklede og velafprøvede tekno-logier et skridt videre mod at blive klar til markedet.
Vores opgave bliver at udvikle en platform, der skal rumme alle de øvrige digitale løsninger, der bliver udviklet i projektet. Vi har derfor fokus på integration og ikke mindst på det interface, brugerne møder, når de skal anvende værktøjerne, siger Guangya Yang.
Værktøjerne omfatter bl.a. planlægning og overvågning af energikilderne, ligesom der bliver et communityværktøj, som sikrer borgerne mulighed for at følge eget energiforbrug.
Målet er at skabe endnu mere effektive energisystemer, så eksempelvis øer fremover kan være selvforsynende, siger Guangya Yang.
Et af de steder, hvor de nye digitale løsninger skal testes, er på Bornholm. Her indgår Bornholms Energi og Forsyning i projektet med særligt fokus på opkoblingen af en ny solcellepark til det eksisterende fjernvarmesystem.
Det er naturligvis positivt, at vi på Bornholm igen kan tiltrække et stort internationalt projekt hvor vi skal være med til at finde svar på de komplekse forhold, vi står over for i energisystemet. For det er helt sikkert, at energiforsyningen i fremtiden bliver mere sammensat på tværs af teknologier og sektorer, og at en del af energien vil blive produceret på vedvarende energikilder, siger Claus Andersen, direktør i Bornholms Energi & Forsyning.
Ud over Bornholm indgår tre andre øer i test af de nye digitale værktøjer. Det er dels en anden europæisk ø, Kythnos, i Grækenland og to øer i Indien, Ghoramara og Keonjhar. Projektet sikrer dermed, at de udviklede løsninger vil kunne anvendes overalt i verden.
Projektet er netop startet og varer de næste tre år. Allerede om et år regner Guangya Yang med, at han har den første demo platform klar til at blive testet.
Kilde: DTU