Thomas Hejnfelt er ansat som ny afdelingsdirektør for Design Hovedstaden i Swecos Byggeri-division fra den 15. oktober 2020. Han genforenes med gamle Sweco-kolleger efter fire år uden for virksomheden hos NCC og senest i en stilling som teknisk direktør i MT Højgaard.
Efter godt fire år i stillinger hos NCC og MT Højgaard vender Thomas Hejnfelt nu retur til Sweco, som han var ansat hos i perioden 2007 til 2016. Thomas Hejnfelt får i sin nye stilling ansvar for Byggeri-divisionens projekter i hovedstaden, og han afløser Anni Schmidt Nielsen, der per 1. november tiltræder i rollen som program manager med ansvar for den kommende ERP-implementering i Sweco.
Thomas Hejnfelt er uddannet civilingeniør fra DTU i 2007 med speciale i bærende konstruktioner og BIM. Derudover har han ligeledes fra DTU en diplomuddannelse i ledelse, som han færdiggjorde i 2017. Thomas bor i Espergærde sammen med sin hustru Karina og deres to børn.