
Produktionen skal op i tempo her i landet, og derfor skal der oprettes en række statslige industriparker rundt om i landet. Der er kommet 31 ansøgninger fordelt på 29 kommuner, som nu vil blive vurderet.
I går åbnede den såkaldte one-stop-shop, som skal sikre højere tempo i sagsbehandlingen.
Gennem one-stop-shoppen vil virksomhederne få en fast kontaktperson, som hjælper med de nødvendige tilladelser, samt fastsatte sagsbehandlingslofter, vejledning og en samlet procesplan. Der vil gælde et sagsbehandlingsloft på 12 eller 18 måneder afhængig af de forskellige projekters størrelse.
Åbningen af one-stop-shoppen og udpegningen af industriparker sker i forlængelse af aftale om rød løber for produktionsvirksomheder, der blev indgået mellem regeringen og et bredt flertal i Folketinget i november 2024.
Målet med de nye industriparker er, at de har den nødvendige infrastruktur til at kunne drive produktion i stor skala, og at virksomhederne her hurtigt kan komme i gang, hvis de gerne vil investere i Danmark.
Regeringen og aftalepartierne vil tage stilling til udpegning af nye industriparker inden udgangen af 2025.
Kilde: Erhvervsministeriet