
Små 19.000 ejerledere nærmer sig pensionsalderen i de kommende ti år. Normalt ville det resultere i lukning eller salg, men en ny lov, der trådte i kraft ved årsskiftet betyder, at medarbejderne kan overtage virksomheden.
Modellen gør, at virksomhedsejere beskattes ikke af salget, hvis de overdrager minimum 33 procent af virksomheden til medarbejderne.
– Loven ændrer spillereglerne for generationsskifte. Nu kan medarbejderovertagelse blive en realistisk vej for langt flere virksomheder, og dermed holde både arbejdspladser og ejerskab tættere på virksomheden, siger Line Fossing Riel, direktør i Erhvervshus Sjælland, på vegne af Erhvervshusene.
En medarbejderejet virksomhed – også kaldet kooperativ eller demokratisk ejet virksomhed– ejes og styres af dem, der arbejder i den.
Det er ikke en personaleordning, men et ejerskifte, hvor ejerskabet forankres i virksomheden, og beslutninger træffes på et fælles mandat. For ejeren kan det være en planlagt overdragelse til medarbejdere, der kender kunder, drift og kultur.
For medarbejderne betyder medejerskab større ansvar og et fælles incitament til at udvikle forretningen.
– Loven åbner døren, men nogen skal også gå igennem den. Ellers risikerer vi, at sunde virksomheder forsvinder, fordi generationsskiftet falder på det praktiske, siger Line Fossing Riel.
Erhvervshusene samler nu indsatsen nationalt for at gøre medarbejderovertagelser til en realistisk del af flere generationsskifter. Det betyder konkret vejledning til både ejere og medarbejdere om modelvalg, proces og næste skridt – herunder virksomhedens værdi, organisering af fælles ejerskab og vejen fra beslutning til overdragelse.
Kilde: Erhvervshus Sjælland

