
Flere og flere danskere får fjernvarme, men der er dog områder, der ligger for langt væk fra fjernvarmenettet til, at det hverken økonomisk eller energimæssigt er rentabelt at etablere fjernvarme.
Fremfor at hver enkelt husstand får egen opvarmning fx i form af varmepumper, kunne løsningen være et såkaldt energifællesskab. Et slags lokalt fjernvarmenet, hvor forbrugerne får varme fra en fælles varmepumpe. Tanken er, at et forsyningsselskab skal stå for anlægsarbejde, drift samt den administrative håndtering af varmenet.
En fælles varmeløsning i form af én varmepumpe til et lokalområde er bedre både energimæssigt og økonomisk, fremfor at hver eneste husejer skal have sin egen varmepumpe. Støjgener fra varmepumpe kan også være en udfordring, ikke mindst i tættere bebyggede områder. Små enklaver af bysamfund væk fra det centrale fjernvarmenet er oplagt til at have sådanne lokale, fælles varmenet.
Idéen har yderligere en række fordele. Ny teknologi skal kun opdateres ét sted, ligesom man lettere ville kunne etablere korttidslagring af sol- og vindenergi, som i stigende grad vil være nødvendigt, når de fossile brændstoffer skal udfases helt.
Lyngby-Taarbæk Kommune er i gang med arbejdet. Det sker som led i det dansk-svenske energiprojekt Smart Cities Accelerator+, SCA+, støttet af EU’s regionale fond Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak, hvor DTU er repræsenteret med DTU Compute og DTU Byg.
Forskerne er eksperter i brugen af kunstig intelligens, hvor man ved hjælp af energidata og digitale løsninger kan starte energikrævende processer som f.eks. køling eller opvarmning, når der er masser af grøn energi i nettet og tilsvarende stoppe, når energien kommer fra fossile brændsler.
Professor Henrik Madsen mener, at SCA+-ideen er oplagt, fordi fjernvarmesystemer kan udgøre et godt fundament for fremtidens energifællesskaber:
Vi har i tidligere projekter set, at data-drevne løsninger til drift af fjernvarmesystemer dels kan give ganske store besparelser økonomisk og CO2-mæssigt, dels giver mulighed for at anvende forskellige temperaturniveauer forskellige steder i byen. Her vil de lokale fjernvarmesystemer og de tilknyttede energifællesskaber desuden kunne levere den fleksibilitet og korttidslagring, som er nødvendig for effektiv integration af vind- og solenergi.
Lyngby-Taarbæk er i dialog med især Vestforbrænding om at udvikle et forretningskoncept. Ligesom man har identificeret fire lokationer i blandt andet udkanten af Virum og Frederiksdal, som nu skal undersøges for eventuel etablering af lokale varmenet/energifællesskaber, hvor varmepumperne skal stå centrale steder, så man kan høste energi fra søvand, jordvarmeanlæg, solceller eller på sigt termisk energi.
Kilde: DTU Compute