
Sne og vedvarende minusgrader i årets første måneder har lagt en dæmper på især de udendørs renoveringsopgaver. Det kan ses direkte i nye tal fra 3byggetilbud.dk, der matcher boligejere med professionelle håndværkere i hele landet.
I perioden 1. januar til 28. februar 2026 er antallet af opgaver faldet med 13,2 procent sammenlignet med samme periode i 2025.
– Den lange periode med frost har medført, at mange projekter er blevet udskudt. Det gælder især opgaver som tagarbejde, facaderenovering og brolægning, hvor vejret spiller en afgørende rolle, siger Maria Sauer Carlsen, kommunikationschef hos 3byggetilbud.dk.
Region Sjælland har haft den største tilbagegang med 15,4 procent færre opgaver end sidste år. I Region Hovedstaden er aktiviteten faldet med 15,2 procent, mens Region Midtjylland ligger 12,3 procent under niveauet fra 2025.
I den anden ende af skalaen ligger Region Nordjylland og Region Syddanmark, hvor faldet er henholdsvis 8,9 og 8,2 procent.
– Der er markante forskelle mellem regionerne. Særligt i Østdanmark har vinteren sat tydelige spor i aktiviteten, mens dele af Vestdanmark har været mindre ramt. Det tyder på, at både lokale forhold og sammensætningen af opgavetyper spiller ind, siger Maria Sauer Carlsen.
Hun peger på, at udendørsprojekter og parcelhuskvarterer typisk er mere følsomme over for længere frostperioder.
Den sidste uge i februar, hvor temperaturerne igen er kommet over frysepunktet, er antallet af nye opgaver begyndt at stige.
Ifølge 3byggetilbud.dk kan det være et forvarsel om en travl periode.
– Vi og vores håndværkere har altid ekstremt travlt i foråret, når udendørssæsonen for alvor går i gang. I år kan det blive ekstra intenst, fordi mange projekter er blevet udskudt på grund af kulden, siger Maria Sauer Carlsen.
Kilde: 3byggetilbud.dk

