
Fra i år bliver det muligt at tage både grund- og hovedforløbet i køleteknikeruddannelsen på TEC i Gladsaxe. Tidligere var det kun den Jyske Håndværkerskole i Hadsten, som udbød hoveforløbet, og det har gennem tiden fået en del elever til at fravælge uddannelsen.
Efter Børne- og undervisningsministeren har godkendt TECs ansøgning om at kunne udbyde både grund- og hovedforløb i uddannelsen, samt Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU) godkendte TEC som skoleoplæringscenter, er der håb om, at flere elever for fremtiden vælger køleteknikeruddannelsen
– Det er en branche, hvor den teknologiske udvikling brager igennem, og derfor skal vi også kunne uddanne og ansætte kvalificerede køleteknikere i industrien, som har taget en uddannelse, der giver dem de rette kompetencer. Det kræver ekspertise, når virksomheder søger råd og konkrete løsningsforslag til fx kølesystemer. Derfor er vi også utroligt glade for, at vi nu også på Sjælland kan udbyde køleteknikeruddannelsen, siger Tue Hækkerup, der er uddannelseschef på TEC for Byggeri og Teknik.
Energiforbruget i bygninger og industrien sætter ekstremt store krav til den teknologiske udvikling af energioptimering og -effektivitet, så både energiforbruget og miljøbelastningen reduceres:
– Virksomheder er forpligtet til at efterleve miljølovgivningen med strenge regler og standarder for at sikre korrekt håndtering og bæredygtige løsninger inden for kølesystemer. Ved at vi nu også kan tilbyde uddannelsen på Sjælland, får de danske virksomheder nogle logistiske fordele, fordi lærlinge kan uddannes to steder i landet. Det er et utroligt komplekst område i forhold til miljøcertificeringer og lovgivning, og det betyder, at virksomheder, der er ISO-certificerede som lærepladser, kan varetage flere, større og varierede opgaver i kølebranchen, fortæller uddannelsesleder Jan C. I. Pedersen fra TEC.
Styrkelsen af køleteknikeruddannelsen er et ønske fra Dansk Køl & Varme, Dansk Industri, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne, da det samlede behov ikke kan dækkes alene af Den Jyske Håndværkerskole, og uddannelsens geografiske fordeling på to skoler giver desuden en bedre balance på landsplan.
Parallelt med uddannelsens vækst vil der også være behov for at rekruttere flere dygtige faglærere til uddannelsen for at følge med udviklingen.
– Vi samarbejder med Den Jyske Håndværkerskole og Maskinmesterskolen om udviklingen af uddannelsen, fordi det handler om at være på forkant med udviklingen – både inden for teknologien, men også i forhold til lovgivningen og konkrete løsninger i store, komplekse virksomheder. Det er ikke bare i elevernes og virksomhedernes interesse – det er også en kæmpe miljømæssig gevinst for samfundet, siger Tue Hækkerup.
Kilde: TEC

