Onsdag og torsdag er det tid for Building Green København, der traditionen tro finder sted i Forum. Dørene åbner kl. 9 og lukker igen kl. 17.
Årets overordnede tema er Beyond the roadmap, og her har man hentet inspiration fra initiativet Reduction Roadmap. Her vil man have en lovgivning, der med basis i klimavidenskaben indfører skrappe krav til byggeriet med det formål at sænke branchens CO2-udledning.
Reduction Roadmap er allerede kendt af store dele af byggebranchen. Flere end 630 organisationer fra den danske byggebranche har allerede i fællesskab tilsluttet sig og underskrevet forslaget.
– Vi er glade for at kunne samle branchen endnu en gang, hvor Building Green København udgør et vigtigt holdepunkt på tværs af fagligheder. Det er derfor med stor begejstring, at vi har løftet sløret for et stjernespækket program af talere fra ind- og udland, siger Sarah Elhauge, direktør hos Building Green, og tilføjer:
– I år har vi sammensat et godt program, der kommer rundt i alle aspekter af den bæredygtige dagsorden for byggebranchen. Her spiller særligt videnskaben en stor rolle.
Således bliver der nok at tale om, når 9.000 fagfolk bliver forenet til Nordens største event om bæredygtighed i byggeriet til oktober.
Udover en lang række af udstillere, vil der være et omfattende program på Main Stage, hvor man bl.a. kan opleve:
- Sophie Hæstorp Andersen, social- og boligminister (S)
- Søren Nielsen, arkitekt MAA og partner, Tegnestuen Vandkunsten
- Debat: På forkant med fremtidens bæredygtighed – en debat med branchens ledere
- Lars Jensen, stadsarkitekt, Københavns Kommune
- Rådet for Bæredygtigt Byggeri: Grøn markedsføring i byggeriet
- Niels Overgaard, journalist og forfatter
- Home.Earth: Fra Sort til Grøn Finansiering
- Reduction Roadmap: Beyond the Roadmap
- Stephen Bates, founding partner, Sergison Bates architects
Kilde: Building Green