Titelsponsorerne Bora og HansGrohe, vil fortsat være del af sponsoraftalen med det succesrige tyske cykelhold Bora-HansGrohe til udgangen af sæsonen 2024. Nyheden kommer få dage efter, at cykelholdet præsenterede danske Frederik Wandahl som ny rytter fra 2021 på en treårig kontrakt. 19-årige Wandahl bliver den yngste danske rytter, der nogensinde har kørt på World Tour-niveau.
Ralph Denk, sportschef for Bora-HansGrohe:
– Det gør mig stolt, at vi fortsat kan regne med støtte fra vores to vigtigste sponsorer, for det er også en bekræftelse af vores arbejde. Vi har i de seneste år allerede opnået meget på kort tid, og det havde ikke været muligt uden BORA og hansgrohe. Det vil jeg gerne sige tak for. Jeg synes, det er lykkedes os at skabe et miljø, der på den ene side giver alle rytterne mulighed for at yde deres bedste, og på den anden side giver vores partnere en professionel platform, hvor de kan opnå deres markedsføringsmål. Denne flerårige forpligtelse giver os den nødvendige planlægningssikkerhed til at tage de næste skridt i holdets udvikling. Lige nu arbejder vi på, hvordan de kommer til at se ud. Min store drøm er i hvert fald en Tour de France-sejr, og WorldTour vil vi også gerne vinde inden for de næste år. Så vi har masser af arbejde foran os.