Med etableringen af en ny serviceafdeling inden for VVS fortsætter GK Danmark A/S sin strategi med at udbygge sin serviceforretning. Sune Kristiansen er ny chef for den selvstændige afdeling, der skal bidrage til at dække den efterspørgsel på rådgivning og service inden for VVS, som GK oplever
Udover opkøb af serviceforretninger inden for ventilation hos Dantherm og OK Energiteknik A/S er strategien at udbygge en serviceafdeling inden for flere af virksomhedens fagdiscipliner. Ambitionen er at være ét samlet GK, så kunden kun skal ringe et sted for at få løst sine opgaver.
Kritisk masse er afhørende. Efter flere år med kontrolleret vækst indledte vi derfor sidste år en strategisk offensiv med udvidelse af vores serviceforretning for at udvide markedspositionen. Målet er at rykke omsætningsfordelingen, så halvdelen kommer fra vores serviceforretning og halvdelen fra vores entrepriser. Nu er turen komme til VVS, hvor oprettelsen af en serviceafdeling giver os nye muligheder i Danmark. Ambitionen er fastholde og udbygge den nære relation med vores kunder ved at levere værdifuld rådgivning, høj tilgængelighed og tilbyde endnu bredere og hurtigere ressourcer, når behovet opstår, fortæller Lars Peter Nielsen, regionsdirektør for VVS & Rør fra GK Danmark A/S.
I spidsen for den nye afdeling har GK Danmark ansat Sune Kristiansen som ny afdelingschef, kommer fra en stilling som specialist og installatør hos Niras. Han er uddannet VVS-energimontør og VVS-installatør og har bl.a. været hos Kemp og Lauritzen, først som beregner og sidenhen serviceleder i fire år med ansvar for et team på knap 10 ansatte.
Som afdelingschef for den nye, selvstændige enhed er han ansvarlig for at opbygge og lede det rette team, ligesom han er ansvarlig for etablering af serviceaftaler med nye og eksisterende kunder. Målet inden for det næste års tid er at ansætte fem installatører og udarbejde servicekontrakter på projekter for eksisterende kunder.
Jeg ser frem til at opbygge en ny afdeling og være med til at etablere en sund og fornuftig forretning. Der ligger et stort vækstpotentiale i service og vedligehold af VVS-installationerne hos eksisterende kunder, der også gør det nemmere for kunderne, da de kun skal ringe til ét sted. Samtidig er jeg glad for at arbejde med mennesker og ser frem til at udvikle en afdeling med spændende opgaver og en god kultur, der gør det attraktivt at være hos os. Der er rift om de dygtige profiler, og derfor er det vigtigt, vi kan give dem sjove og udfordrende opgaver samt medbestemmelse over hverdagen, siger Sune Kristiansen.
Sune Kristiansen bor privat i Hillerød med sin kæreste og tre børn. Udover at være familiefar til to små børn og en stor pige går fritiden med træning.
Kilde: GK