En del af naturgasledningen på Vestfyn må vige pladsen. Der skal nemlig anlægges en ny dobbeltsporet og elektrificeret jernbane, og her ligger gasledningen i vejen.
Dog ikke den hele, men en strækning på 27 kilometer. Energinet skal derfor lægge en ny gasledning i jorden nord for den fynske motorvej.
Energinets projekt får hovedkvarter på en nedlagt landejendom på Store Landevej øst for Nørre Aaby. I begyndelsen af december begynder Energinets entreprenører at indrette arealerne med mandskabsvogne, parkeringspladser og en oplagsplads til gasrørene.
Ejendommen på hovedvejen bliver vores hovedlagerplads for de store gasrør. Vi vil dog også etablere flere mindre arbejdspladser på strækningen. Gasrørene ankommer i løbet af januar og februar, og det vil naboerne kunne mærke i form af øget trafik med store lastbiler. Det egentlige anlægsarbejde skal efter planen begynde i foråret 2023, og da vil der igen blive trafik, når rørene skal køres ud til de steder, hvor de skal lægges i jorden, siger Energinets projektleder Jakob Kjær.
Vejdirektoratet er bygherre på projektet. Flytningen af naturgasledningen er planlagt til at være færdig i 2024.
Kilde: Energinet