24 procent. Så meget har danskerne sparet på gassen i denne fyringssæson, der officielt sluttede den 1. maj. Også elforbruget er faldet, dog med mere beskedne ni procent.
Det er tal fra Energistyrelsen, som viser, at danskerne var gode til at spare på energien. For selvom tallene dækker på tværs af alle sektorer, er det i særlig grad konvertering fra gas i produktionserhvervene, som har givet den helt store klump. Også husholdninger, kontorer og butikker bidraget væsentligt.
– Denne fyringssæson har danskerne vist, at det er muligt at påvirke forsyningssituationen til det bedre gennem bevidst forbrug og god spareadfærd. Scenariet vi så ind i i efteråret var alvorligt – og det kan det potentielt blive igen. Derfor vil jeg gerne understrege vigtigheden af, at vi ikke glemmer vinterens krisebevidsthed og fastholder de gode sparevaner selv når priserne i perioder bliver lavere end i vinter, og sommergarderoben findes frem, siger Martin Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen.
Det danske energisystem er en kompleks størrelse. Vi er forbundet direkte med vores nordiske og europæiske naboer, hvor vi både importerer og eksporterer strøm og gas.
Men vi er også en del af et europæisk elmarked, hvor produktionen i andre lande påvirker forsyningssikkerheden i Danmark, mens vi er er en del af et globalt gasmarked, som påvirkes af andre landes forbrug.
Sidst men ikke mindst påvirker forbruget af de forskellige energikilder hinanden og dermed forsyningssikkerheden.
Mange er mest opmærksom på forbruget i det mørke halvår, men strømforbruget er højt i store dele af Sydeuropa i sommerhalvåret, da strømmen anvendes til køling. Og en del af strømmen bliver produceret af gas.
Kilde: Energistyrelsen.