
De kommende år skal Fors spildevandskloakere tre områder på Tuse Næs. Kloakeringen har til formål at sikre en mere miljøvenlig og driftssikker spildevandsløsning.
Det gælder områderne Kastrup Strand, Tobjerg Sommerland og Løserup Strand. Alle tre områder er primært sommerhusområder med enkelte helårsboliger iblandt.
– Først og fremmest kan grundejerne se frem til ikke at skulle tænke på tømning af septiktank, når vi får kloakeret områderne. Men derudover er det også godt nyt for vandmiljøet, da spildevandet ledes til Holbæk Renseanlæg, hvor spildevandet renses i overensstemmelse med gældende krav, siger Søren Schou, projektleder i Fors.
Kloakeringsprojektet strækker sig fra 2026 til 2030 og er en del af Holbæk Kommunes Spildevandsplan 2020-2030.
I første omgang går Fors i dialog med grundejerforeningerne i de respektive områder med information om projektet og det videre forløb.
Kastrup Strand er første område, der tages fat på, hvor projektet forventes opstartet i sensommeren 2026.
Kilde: Fors

