Verdens største producent af designafløb, Easy Sanitary Solutions (ESS), ansætter Nikolaj Overballe til at varetage salget i Østdanmark. Han har indgående brancheerfaring fra Unidrain, Oras og Pressalit.
ESS Nordic A/S etablerede sig for nyligt i Norden med tidligere Unidrain topchef Peter Secher i spidsen. De vil være førende leverandør til nordiske badeværelser og har som mission at gøre det nemt for håndværkeren at levere kvalitet og nyskabende løsninger til slutbrugeren.
– Med Nikolaj Overballe ombord får vi en erfaren distriktschef, der forstår installatøren og kender til de udfordringer og muligheder, der er for designafløb og badeværelsesløsninger på det danske marked. Nikolaj kommer til at få en stor produktportefølje at arbejde med, og jeg ser frem til rejsen med at udbrede kendskabet til hele porteføljen, lyder det fra Peter Secher.
Nikolaj Overballe kommer senest fra Assa Abloy, men har 10 års erfaring fra VVS-branchen. Han har derfor kendskab til de kundesegmenter, der er væsentlige for ESS Nordic, og han ser frem til at profilere ESS-produkterne i det danske marked.