
3.000 flere indbyggere i Stenløse og Ølstykke, der begge ligger i Egedal Kommune på Sjælland, kan se frem til at få fjernvarme.
Det er det meget synlige resultat af, at kommunen har fået små 46 mio kr. i tilskud fra Energistyrelsens fjernvarmepulje
Borgmester i Egedal Kommune, Vicky Holst Rasmussen (S), er begejstret:
– Tilskuddet på 45,8 mio. fra fjernvarmepuljen er et meget vigtigt rygstød til udbredelsen af fjernvarme i Egedal. Med tilskuddet kan vi hurtigere sætte gang i at udbrede fjernvarme til borgerne.
Konkret er det Egedal Fjernvarme, der har modtaget midlerne fra puljen til konverteringsprojekter, hvor energieffektive fjernvarmenet udrulles i nye fjernvarmeområder, og hvor individuelle olie- og gasfyr konverteres til fjernvarme.
Allerede ved udgangen af 2022 stod det klart, at ikke alle bygninger i kommunen ville få mulighed for at blive koblet på et fjernvarmenet. Med tilskuddet kommer flere på, men der vil stadig være områder, hvor det ikke er rentabelt at etablere fjernvarme.
Den individuelle varmepumpe er en vej at gå, men kommunen vil også undersøge, om der er grobund for lokale fælles løsninger.
Kilde: Egedal Kommune