Da Mette Frederiksen den 11. marts 2020 lukkede landet ned, lukkede hun indirekte også op for vandhanerne i de private hjem.
Hjemmetilværelsen og øget fokus på hygiejne er blevet fulgt i sådan en udstrækning, at der er blevet anvendt omkring 26 mia. liter vand mere i corona-årene end i 2019, viser tal fra Danmarks Statistik, som Home efterfølgende har regnet på.
Det kan være uoverskueligt at at forstå så mange liter vand, men det svarer til 4.500 liter vand pr. dansker. Omsat i penge kastede det en samlet ekstraregning på små 2 mia. kr. af sig. Det er en lille sjat over 300 kr., som hver eneste dansker måtte punge ud med.
Efter coronaen er forventningen, at vandforbruget falder. Ikke bare til niveauet før, men under det niveau. Forklaringen skal hentes i, at mange danskere er blevet mere sparsommelige. Stigende renter og høj inflation har gjort de fleste opmærksomme på områder, hvor der kan spares.
Vandregningen er typisk ikke den største, som lander hos en husholdning, men er til gengæld en regning, som det er enkelt at skrue på ved at ændre lidt på vanerne.
Ser man på selve forbruget, er det bad og generel hygiejne, som står bag næsten halvdelen af vores vandforbrug (47 %). Og selvom toiletterne er blevet stadig mere vandbesparende, er det stadig næsten en tredjedel (29 %), af vandet, som ryger den vej.
Tøjvask kommer ind på en 3. plads (13 %), mens mad og drikke er bundskraberen med kun 2 % af vores samlede vandforbrug.
Kilde: Home