Kvalitet og bæredygtighed bør stå højest på dagsordenen, når renoveringer for milliarder forventes at blive sat i gang i den kommende tid. Det mener partnerskabet REBUS ( Renovating Buildings Sustainably), der er klar med ny viden til byggechefer i den almene sektor.
Byggeriets parter udtrykker stort set enstemmigt, at igangsættelse af renoveringer er vejen til en sund økonomi, nu når Danmark genåbner. Særligt er øjnene rettede mod den almene sektor, som har 453 projekter i kø for milliarder, som boligforeningerne selv har sparet op. Omkring to tredjedele af køen vedrører klimaskærmen, viser beregninger lavet af BL. Allerede i de første dage efter lukningen af Danmark grundet Corona opfordrede en række fagforeninger og erhvervsorganisationer i et brev til statsministeren og finansministeren til, at der sættes gang i renoveringer i den almene boligsektor. I går udtalte boligminister Kaare Dybvad Bek til fagmediet BygTek, at Landsbyggefonden bliver en del af genåbningen af Danmark.
Forbedring af de danske etagebyggerier
Når renoveringerne ruller, er det vigtigt, at vi bruger al den viden, som byggebranchen har oparbejdet gennem en årrække. Det mener man i samfundspartnerskabet Rebus, der siden 2016 har undersøgt og udviklet løsninger, der skal gøre renoveringer i den almene sektor bedre for bundlinjen, sundheden og miljøet.
Hos Teknologisk Institut, der administrerer Rebus-partnerskabet, er direktør for Byggeri & Anlæg, Mette Glavind, ikke i tvivl: Det er nu, der skal handles og der skal handles både effektivt og klogt:
– Rebus blev netop etableret for at sætte skub i renoveringer, så vi kunne få gang i en gennemgribende forbedring af de danske etagebyggerier. Der findes så meget viden på området, så det ville være ærgerligt, hvis den ikke blev bragt i spil allerede nu, imens der planlægges, siger Mette Glavind.
Mere grøn omstilling
I en række anbefalinger til regeringen påpeger Klimapartnerskabet for Byggeri og Anlæg, at der kan blive gennemført tiltag med en samlet CO2-reduktion på 5,8 millioner tons pr. år, hvoraf intelligent styring og energirenovering vil reducere CO2-udledningen med 1,2 millioner tons pr. år, uddyber Mette Glavind, som også bidrager til Klimapartnerskabet:
– Der bliver mere grøn omstilling for hver krone, hvis vi mindsker energiforbruget i de eksisterende byggerier, samtidig med at vi udfaser sort opvarmning og bruger materialerne klogere. Vi kan skære 20-25 procent af bygningers energiforbrug frem til 2030 og skabe bedre trivsel i boliger, skoler og sundhedsbyggerier. Det vil også kunne mærkes positivt i økonomien, som lige nu lider under coronalukningen af samfundet, siger Mette og understreger, at materialebruget i den forbindelse er helt afgørende.
Fremtidens bygninger bruger materialer klogere
En af anbefalingerne fra Klimapartnerskabet for Byggeri og Anlæg er, at der skal udarbejdes et CO2-regnskab for alle byggerier i fremtiden, herunder for materialernes CO2-aftryk, fortæller Mette Glavind:
– Det er muligt at lave CO2-regnskaber for bygninger og renoveringer i dag, men efterspørgslen er ikke stor. Derfor har vi anbefalet, at CO2-regnskaber skal være et krav i den frivillige bæredygtighedsklasse og bygningsreglementet allerede fra 2021.
I industrien og blandt andet hos materialeproducenten Saint-Gobain ser man positivt på en stramning af kravene til bæredygtighed. Klavs Eske, som er kommerciel direktør i Saint-Gobain og formand for Rebus siger:
– Som industriel leverandør er vi vant til at forholde os til regulativer, standarder og bruge dem i udviklingen af vores forretning, og vi vil se positivt på øgede krav om bæredygtighed. Ikke mindst fordi bæredygtighed er en grundlæggende præmis i vores forretning, men også fordi det hænger godt sammen med vores udviklingsaktiviteter i blandt andet Rebus-partnerskabet.
Rebus er en del af løsningen
Som formand i Rebus, står Klavs Eske, sammen med resten af partnerskabet, klar med sparring til ambitiøse byggechefer, der vil være på forkant med forskningsbaserede løsninger til renoveringer.
– Det er nu, Rebus-løsningerne, blandt andet systemleverancer og præfab, skal vise deres værd. Vi har forsket, testet og undersøgt det i fire år. Rebus bidrager ved at stille al vores viden til rådighed. Vi er klar med sparring til byggechefer, der skal i gang med at renovere og inspirerer gerne til at tænke nye værktøjer ind i renoveringerne, siger Klavs Eske.
Samfundspartnerskabet Rebus har sammen med byggebranchen i en årrække været i gang med at afdække samarbejds- og forretningsmodeller for renoveringer samt udviklet tekniske løsninger og vurderingsredskaber, der skal øge kvaliteten i renoveringerne.