Ifølge en ny undersøgelse fra Nybolig har halvdelen af boligejerne ambitioner og planer om at energioptimere boligen. 30 procent forventer ikke at bidrage til en reduktion ved at energioptimere deres bolig, mens godt 20 procent ikke har taget stilling.
Og det er faktisk godt nyt i forhold til tidligere undersøgelser.
Vi ved fra tidligere undersøgelser, at man som boligejer typisk vil prioritere et nyt køkken eller et nyt badeværelse, hvis man skal investere i sin bolig, så når halvdelen nu aktivt giver udtryk for en stærk klimabevidsthed, er der grund til optimisme, siger Peter J. Mattsen, der er administrerende direktør i Nybolig.
En klimavenlig bolig kan også gå hen og blive et salgsparameter i fremtiden, mener Peter J. Mattsen.
Efter Folketinget blev enige om en 70 procents reduktion, kan vi godt mærke, at der er sket et skifte. Klima er top of mind på boligmarkedet, og vi taler ofte med kunderne om de muligheder, der er i den enkelte bolig. Vi kan også mærke, at flere begynder at føle et ansvar for den udledning, deres bolig bidrager med, men det handler selvfølgelig også om bryde nogle af de barrierer, der kan stå i vejen, og det kunne fx være finansiering, hvor man i dag faktisk kan få attraktive, grønne lån, men det kunne også være staten, der gik ind og lavede incitamenter, siger Peter J. Mattsen.
Kilde: Nybolig