Hvordan får du et godt indeklima, når du har pollenallergi?

Pollensæsonen kan være en udfordring – ikke kun for dig som allergiker, men også for dit indeklima. Der er hjælp at hente!

Kløende øjne, kildren i næsen, nys og irriterede slimhinder. Er du allergisk over for pollen, kender du symptomerne på forhøjede pollental, og man kan have lyst til at bure sig inde 24/7 og tape vinduerne til. Men den adfærd er ikke gavnlig for dit indeklima – og et dårligt indeklima er ikke gavnligt for dig.

Glem ikke at få luftet ud

Mange pollenallergikere undgår at lufte ud, fordi der så kommer pollen ind ad vinduerne. Men regel nr. 1 for et godt indeklima er at få skiftet luften. Ellers ophober der sig skadelige stoffer som partikler, kemikalier, bakterier og allergener.

Mange med pollenallergi vælger også at tørre vasketøj indendørs, så der ikke sætter sig pollen på det udenfor. Men det er skidt for indeklimaet, for en gennemsnitlig tøjvask på 4-6 kilo afgiver i snit 2,5 liter vand til omgivelserne. Al den fugt giver gode vækstbetingelser for skimmelsvamp og husstøvmider.

Så hvad gør man?

Astma-Allergi Danmark anbefaler, at man lufter ud 3 x 5-10 minutter om dagen. I pollensæsonen kan du lufte ud tidligt om morgenen og sent om aftenen, hvor der ikke er så meget pollen i luften. Midt på dagen er pollenmængden højest, så der gør du klogest i at holde vinduerne lukkede.

Der findes også pollennet, man kan sætte for vinduerne. De fjerner ikke pollen 100 %, men reducerer mængden, der kommer ind.

Det mest effektive værn mod pollen indendørs er et ventilationsanlæg. Et pollenfilter i anlægget fjerner pollen fra den luft, der sendes ind i boligen. Og har du fået pollen med ind, bliver det også filtreret fra, når indeluften suges ud igen gennem et filter.

På den måde kan du få den forurenede luft ud og få frisk luft ind – uden det irriterende blomsterstøv, der pænt må blive udenfor, hvor det hører til.

Kilder: Astma-Allergi Danmark, Bolius

 

Læs mere om, hvad dit indeklima gemmer på

Følg os på LinkedIn og hold dig opdateret.