Medicin er afgørende for menneskers sundhed, men medicinrester skal ikke ende i havmiljøet.

Medicinrester udgør en voksende miljøudfordring, fordi lægemiddelstofferne udledes via spildevand til vand- og havmiljøet, hvor de skader havnaturen, dyreliv og sårbare økosystemer, lyder det i en ny analyse fra Tænketanken Hav.
Den problemstilling er ikke ny, siger politisk chef for klima, miljø og bæredygtighed i Lif (Lægemiddelindustriens brancheforening), Marianne Jeppesen:
– Men det ændrer ikke på, at vi grundlæggende kun kan være enige i, at medicinrester ikke hører til i havet og naturen generelt. Den del, der ikke optages i kroppen, ledes via kloaksystemet til renseanlægget. Derfor peger vi lige som Tænketanken Hav også på, at løsningen skal findes i bedre rensning af spildevandet, siger Marianne Jeppesen.
Med EU’s såkaldte byspildevandsdirektiv skal der indføres et 4. rensetrin, som skal rense for mikroforurenende stoffer, såsom medicinrester. Samtidig skal der indføres et udvidet producentansvar, som bygger på princippet om, at forureneren betaler. Og det princip bakker Lif helt op om.
– Vi siger naturligvis blot, at det skal gælde alle forurenere, siger Marianne Jeppesen.

