Der bliver bygget flere og flere højhuse, og en af udfordringerne i den forbindelse er at sikre ordentlig luftcirkulation i faldstammerne således, at man kan få ledt afløbsvandet væk på en hurtig og sikker måde uden, at der dannes over- eller undertryk i faldstammen og afløbsinstallationer i øvrigt.
Østrigske Poloplast har introduceret POLO-KAL NG Q-Max til at løse denne udfordring.
Ligesom de lyddæmpende afløbsrør fra Poloplast er dette produkt også fremstillet af polypropylen. Den er forsynet med 110 mm. muffe i toppen, og der er mulighed for i alt seks tilslutninger – tre i 75 mm. og tre i 110 mm.
I højhuse vil hurtigt skiftende tryk i faldstammerne kunne medføre over- eller undertryk, og det vil fx kunne medføre, at gulvafløb eller vandlåse i toiletter suges eller blæses tomme for vand. Q-Max er designet således, at vandet ledes igennem enheden på en måde, der sikrer luftcirkulation og på den måde forhindrer over- eller undertryk. Poloplast anbefaler, at der i højhuse med faldstammer med en højde på 22 meter eller mere monteres en Q-Max på alle etager, hvor der er installationer, som skal tilsluttes faldstammen.
Ved anvendelse af Q-Max behøver man derfor ikke en udluftningskanal parallelt med faldstammen, så på den måde er Q-Max også med til, at der spares både materialer og plads.