Når Bygningspuljen åbner igen til september, er det med nye spilleregler. Et sæt regler, som brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne glæder sig over. Energistyrelsen har bl.a. ændret på tilskudsbeløbene, så flere kan få del i pengene.
Det er meget fornuftigt, at man på denne måde sikrer, at flere boligejere kan få del i støttekronerne – især med tanke på den seneste ansøgningsrunde, hvor pengene allerede var væk efter godt 12 timer, siger Carsten Essler Helmer, konsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Oprindeligt var det meldt ud, at den næste tilskudsrunde ville blive i august. Det er altså nu blevet rykket.
Vi har naturligvis forståelse for, at Energistyrelsen kan blive tvunget til at rykke rundt på tingene for at sikre, at ansøgningsrunden ikke igen ender i kaos. Men for de boligejere og virksomheder, der havde planlagt ud fra, at det var i august, det atter gik løs, er det problematisk, at man rykker det hele med en måned, understreger Carsten Essler Helmer.
Ved at slå årets to sidste ansøgningsrunder sammen, forventer man, at der vil være cirka 280-290 mio. kroner i puljen til september.
Det, sammen med de mindre portioner, som pengene udbetales i, betyder naturligvis, at flere får et økonomisk skub til at udfase den fossile opvarmning. Men vi forventer stadig, at pengene vil være væk i løbet af få timer eller dage. Derfor kan vi også kun opfordre til, at man de kommende år hæver det samlede støttebeløb – ikke mindst med henblik på at understøtte omlægningen fra olie- og naturgasopvarmning. Interessen fra boligejerne er i hvert fald til stede, siger Carsten Essler Helmer.
Han ser også positivt på, at tilskud der ikke går efter varmepumper, er blevet målrettet boliger med de laveste energimærkninger, E, F og G
Bygninger med bedre energimærke kan derfor ikke opnå tilskud.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne