Et omfattende klimatilpasningsprojekt af Aarhus Å er netop godkendt af myndighederne. Det betyder, at etableringen af et omfattende sluseanlæg og en af Danmarks allerstørste pumpestationer kan ”gå i vandet” og dermed bliver Aarhus midtby bedre sikret mod fremtidige oversvømmelser fra de stigende vandmængder.
Ved højvandet tilbage i 2007 var vandet i Aarhus Å 10 cm fra at oversvømme den indre by.
Derfor har Aarhus Kommune i forbindelse med anlægsarbejdet af Urban Mediaspace Aarhus – Multimediehuset og de nye havnearealer valgt at klimatilpasse Aarhus Å med en investering på 44 mio. kr.
Projektleder Alex Laursen fra rådgivningsvirksomheden Alectia, der står bag klimasikringen af åen siger:
– Klimatilpasningen betyder, at Aarhus indre by i højere grad bliver sikret mod fremtidige oversvømmelser fra bugten og havnen.