Med en firedobling af sol- og vindenergi i statens energiparker må naturen vige for hensynet til klimaet
Artiklen har været bragt i HVAC Magasinet nr. 7, 2024 og kan læses uden illustrationer herunder
(Læs originalartiklen her)
Af Jørgen Gullev, civilingeniør
Det danske energiselskab Better Energy står som tidligere omtalt i HVAC Magasinet stort set for cirka halvdelen af alle de danske solcelleanlæg.
Udover solcelleparker i Danmark har Better Energy med administrerende direktør Rasmus Lildholdt Kjær, foto 1, også aktiviteter på solcelleområdet i Polen, Sverige og Finland.
Senest har Better Energy og svenske Statkraft styrket deres partnerskab med yderligere tre svenske solcelleparker.
I 2022 investerede den statslige institution ATP massivt i Better Energy. Med et stort trecifret millionbeløb i den førende danske udvikler og ejer af solcelleparker opnåede ATP dermed et ejerskab på godt 15 procent af Better Energy og har dermed sæde i selskabets bestyrelse.
I løbet af de seneste år er Better Energy vokset til en medarbejderstab på mere end 450.
Elindkøbsaftaler
Ifølge magasinet El+Energi, november 2023, har Better Energy fra og med oktober 2023 indgået nedenstående specielle elindkøbsaftaler med følgende otte forskellige virksomheder – Atea, Coloplast, Cowi, PWC Danmark, Teknologisk Institut, Tivoli, Toms Gruppen og Trioworld – der hermed alle har været med til at sikre etablering af en ny solcellepark på Lolland-Falster, foto 2.
Som anført i El+Energi er de indgåede aftaler et helt nyt fænomen i både Danmark og Europa; på den måde at pulje energibehovet fra otte forskellige virksomheder gennem direkte indkøbsaftaler.
Solcelleparken på Lolland-Falster, der forventes årligt at producere cirka 70 GWh, vil levere grøn el til cirka 43.000 danskeres gennemsnitlige årlige elforbrug.
PPA-projekt
Elindkøbsaftalen med de otte virksomheder sikrer, at den nye solcellepark bliver idriftsat som et PPA (Power Purchase Agreement) projekt.
Ifølge en PPA-aftale mellem en producent af grøn el og en køber af kWh’erne forpligter producenten sig til at levere, og køberen sig til at aftage den grønne el.
PPA’en sikrer således dels producenten finansiering af et bæredygtigt energiprojekt og giver samtidig køberen af den grønne el mulighed for at mindske sit CO2-aftryk.
Danmarks Energiparker
Det nye begreb – Danmarks Energiparker – er en del af regeringens mål om at øge produktionen af vedvarende energi i Danmark.
Energiparkerne, der blev politisk besluttet i Folketinget i oktober 2023, omfatter anlæg af solcelle- og vindmølleparker samt Power-to-X anlæg, der vil udnytte dele af de producerede grønne kWh til produktion af brint ved elektrolyse.
Ifølge regeringen er der identificeret 32 områder i Danmark, hvor de omhandlede Danmarks Energiparker kan etableres.
Det er især områder i Midtjylland, Sønderjylland og Nordsjælland, der ifølge oplægget spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling.
Naturen må vige
Hensigten med anlæg af de omhandlede energiparker er, ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, at kunne tage et stort skridt på vejen til at firedoble elproduktionen fra sol og vind på land frem mod 2030.
Better Energy regner imidlertid ikke med at byde ind på de omhandlede Danmarks Energiparker.
Baggrunden herfor er, at både miljøminister Magnus Heunicke og statsminister Mette Frederiksen har givet udtryk for, at naturen ved anlæg af energiparkerne må vige for hensynet til klimaet, når der fremtidigt skal etableres fire gange så meget sol- og vindenergi på land, som regeringen har præsenteret i sit energiudspil, og det vil netop også gælde Danmarks Energiparker.
Bevarelse af naturen
Kommentarerne fra Better Energy til det manglende hensyn til naturen er, at det ikke er nødvendigt at vælge mellem klimaproblemet og hensynet til bevarelsen af naturen.
I de seneste 3-4 år har Better Energy som ovenfor anført opstillet cirka halvdelen af alle solceller på dansk jord, og hvis man gør sig umage med at afveje hensynene til natur og miljø ved simpelthen at indtænke dette hensyn fra starten af projektet, så er problemerne begrænsede, lyder det fra Better Energy i relation til statsministerens udtalelse, at naturen må vige for hensynet til klimaet.
Andel Energi og Better Energy
Danmarks største energiselskab, Andel Energi, med mere end 1,2 millioner private- og erhvervselkunder i hele Danmark, har sin oprindelse i de tre tidligere sjællandske elselskaber Nesa, Seas og NVE med kraftværkerne Avedøreværket, Kyndbyværket, Asnæsværket, Masnedøværket og Stigsnæsværket, har nu indgået partnerskab med Better Energy.
Målsætningen for partnerskabet mellem Andel Energi og Better Energy er opførelse af op mod 15 nye solcelleparker i Danmark med en samlet kapacitet på cirka 2.000 megawatt-peak og med en årlig elproduktion svarende til 1,3 millioner danskeres årlige elforbrug.
Hos Andel Energi har administrerende direktør Jesper Hjulmand tidligere udtalt, at man har den målsætning sammen med Better Energy at opføre op mod 15 nye danske solcelleparker.
Investeringerne forventes at være et 2-cifret milliardbeløb, og solcelleparkerne under det nye partnerskab skal efter planen opføres i perioden 2024-2028.
Det er Better Energy, som netop er specialister i at opføre solcelleparker, der skal stå for såvel etableringen som den efterfølgende drift af solcelleparkerne.
Partnerskabets solcelleparker
Samarbejdet mellem energikæmpen Andel Energi og Better Energy kalder direktør Jesper Hjulmand for et nyt skridt i Andel Energis fremtidsplan om i højere grad at eje en stor andel af den grønne elproduktion i Danmark.
Det er Better Energy, som netop har specialiseret sig i opførelse af solcelleparker, der skal stå for såvel byggeriet som for den efterfølgende drift af de mange solcelleanlæg, men ejerskabet til anlæggene er delt ligeligt mellem de to parter.
Partnerskabets første solcelleparker er allerede klar til etablering i de fire østdanske kommuner Sorø, Vordingborg, Guldborgsund og Næstved.
Hvornår de øvrige 11 planlagte solcelleparker kan etableres, er blandt andet præget af den traditionelle usikkerhed om timingen, dels hvad angår diverse nødvendige lokale kommunale myndighedsgodkendelser og dels det traditionelle problem med eltilslutning af nye solcelleparkers producerede elenergi til det lokale elsystem.
Med en administrerende elselskabsdirektør – Jesper Hjulmand – i ledelsen af Better Energy må man gå ud fra, at dette eltilslutningsproblem af nye solcelleparkers producerede eleneregi ind i elsystemet finder en fremtidig løsning, såvel hvad angår den producerede elmængdes tilslutning på det lokale spændingsniveau som tilslutningens indflydelse på elbelastningen af de højere spændingsniveauer i elsystemet.
Det er simpelthen et spørgsmål om elsystemets tilstrækkelige overføringskapacitet af nye solcelleparkers producerede elmængde, som det statslige selskab Energinet har ansvaret for at løse.
Tosidede, lodretstillede solceller
Tosidede (bifacielle) solcellemoduler har været kendt i mange år og har netop i de senere år gennemgået en rivende teknologisk udvikling.
Situationen nu er faktisk – som eftervist gennem ph.d.-forskning på DTU – at tosidede solcellemoduler, der koster det samme som de normale monofacielle moduler, giver et cirka 10 procent større eloutput.
Ifølge El+Energi, januar 2024, er der på Lyngby-Taarbæk Forsynings Mølleåværket installeret lodretstillede tosidede solceller på et 80 kvadratmeter fladt tag med stenurter, foto 3.
Det forventede årlige output af de lave solceller, der giver optimal adgang for sollys til planterne på det flade tag, oplyses forventeligt at være cirka 8.600 kWh.