Der er kritik fra Varmepumpeindustrien til Regeringens forslag til finanslov.

Regeringens forslag til finanslov lægger op til at omprioritere midler fra Varmepumpepuljen, samtidig med at fjernvarmeområdet tilføres flere penge. Det risikerer at bremse udfasningen af olie – og gasfyr i yderkommunerne, frygter brancheorganisationen Varmepumpeindustrien.
Regeringen har med sit netop præsenterede finanslovsforslag lagt op til at ændre på, hvordan støtten til den grønne omstilling af opvarmningen i de danske hjem prioriteres. Forslaget risikerer at forstærke den geografiske skævhed. For mens boligejere i områder med fjernvarme får glæde af yderligere støtte, står mange boligejere uden for fjernvarmeområderne tilbage med en stor regning for den grønne omstilling.
De konkrete konsekvenser er endnu uklare, men signalet bekymrer Varmepumpeindustrien.
– Det er tankevækkende, at man vælger at tilføre flere midler til fjernvarmen, mens støtten til varmepumper samtidig bringes unødvendigt i spil. Det betyder i praksis, at nogle af de boligejere, der allerede har adgang til kollektive løsninger, prioriteres højere end de familier, som bor uden for fjernvarmeområderne og må klare omstillingen på egen hånd, siger Niels Peter Skov, formand for Varmepumpeindustrien.
Varmepumpepuljen virker
Prioriteringen undrer også Varmepumpeindustrien, fordi der er stor interesse for varmepumpepuljen. 19.000 danskere har allerede søgt om at få tilskud, og der er fortsat brug for økonomisk hjælp for at få flere danskere væk fra olie- og gasfyr.
– Hvis regeringen vil gøre alvor af sine grønne ambitioner, bør man styrke hjælpen til de boligejere, der har de største finansieringsudfordringer. Den grønne omstilling styrkes ikke af at fjerne et af de få redskaber, der faktisk hjælper almindelige familier med at træffe det grønne valg, siger Niels Peter Skov.
Varmepumpeindustrien opfordrer nu Folketingets partier til at se nærmere på forslaget under de kommende finanslovsforhandlinger.
– Vi håber, at regeringen vil genoverveje støtten til puljen under forhandlingerne. Danmark når ikke sine klimamål ved at gøre det vanskeligere for boligejerne at investere i de løsninger, der skal erstatte gas- og oliefyr, siger Niels Peter Skov.

