Enhver rejse begynder med det første skridt, og derfor er Nordsø-aftalen mellem Danmark, Belgien, Tyskland og Nederlandene også et skridt i den rigtige retning.
150 GW er et voldsomt løft af havvind, men forskere fra Aarhus Universitet og tyske kolleger viser i deres beregninger,, der er offentliggjort i tidsskriftet Joule, hvor frustrerende lidt det i virkeligheden er, hvis EU vil gøre alvor af at indfri målene i Paris-aftalen og holde temperaturen på 1,5 graders stiging.
Hertil kræves der nemlig 400 GW. Det virker jo ikke umiddelbart uoverkommeligt, hvis man allerede har de 150 GW. Godt nok først i 2050, men alligevel.
Problemet er, at de 400 GW ikke skal være etableret i 2050. De skal sættes op i årene 2025-2035. Og det bliver værre endnu, for det er 400 GW hvert eneste år – i ti år i træk.
Vi kan godt nå i mål med Parisaftalen, men det har sine omkostninger. Det vil bl.a. kræve en massiv installation af vind- og solenergi på 400 GW ny kapacitet hvert år. Det vil flugte meget godt med den danske regerings mål om fire gange mere vind og sol inden 2030, men dette mål er så gældende for samtlige europæiske lande, siger lektor Marta Victoria, ekspert i energisystem-modellering og solcelleteknologi ved Aarhus Universitet, Institut for Mekanik og Produktion.
Nordsø-aftalen betyder, at der skal opstilles cirka 10.000 af de største vindmøller fra Siemens og Vestas. Skal man følge forskernes beregninger, og kun tage udgangspunkt i vindmøller, skal der opstilles 26.000 af dem – hvert år i de ti år.
Og som om det ikke var nok, skal der gang i Power-to-X for de dele af fx transporten, der ikke kan elektrificeres.
Og så er det nødvendigt at udvikle teknologier, der kan indfange CO2 fra atmosfæren. Uden disse vil det være næsten umuligt at løse udfordringen stillet i Parisaftalen og holde os inden for de 1,5 graders Celsius, som aftalen foreslår, understreger hun.
Lektoren og resten af forskergruppen har ligeledes regnet på, om det vil være billigere og mere omkostningseffektivt at være en smule mindre ambitiøse på klimaets vegne. Svaret er både ja og nej, fordi det blandt andet afhænger af omkostningerne forbundet med kraftigere påvirkninger fra klimaforandringerne i 2 graders C-muligheden sammenlignet med 1,5 C.
Hvis vi antager, at verden med en temperaturstigning på 2 graders Celsus lider under mere alvorlige klimaforandringer, vil de økonomiske konsekvenser af dette opveje omkostningerne ved 1,5 C-muligheden, siger Marta Victoria
Accepterer man de 2 grader, vil det dog kræve en væsentlig mindre årlig installationstakst for vind- og solenergi.
Marta Victoria understreger, at denne forskning udelukkende kigger på, hvad det kræver at nå i mål med politiske mål om eksempelvis en maksimal temperaturstigning på 1,5 graders Celsius. Forskningen har taget udgangspunkt i alle kendte energiformer og højopløselig timedata for samtlige europæiske lande og anviser den mest omkostningseffektive, billigste og hurtigste måde at nå i mål.
Kilde: Aarhus Universitet
