
Onsdag den 3. juni er det tid for METRO THERMs Inspirationsdag 2026, hvor virksomheden inviterer både HVAC- og energibranchen til Nyborg Strand. Her kan man høre toneangivende stemmer inden for klima-, energi- og forsyningsbranchen.
I år er det overordnede tema digitalisering, AI og nye trusler mod kritisk infrastruktur.
Programmet spænder bredt – fra geopolitik og energipolitik til digitalisering, cybersikkerhed og integrerede energiløsninger i praksis.
Tilhørerne kan blandt andet blive klogere på, hvordan det danske energisystem skal balanceres i fremtiden, hvordan fjernvarme fra Danmark inspirerer internationalt, og hvilke erfaringer vi allerede har gjort os med integrerede energiløsninger i virkelige projekter som Termovejen.
Digitalisering og AI spiller også en central rolle i fremtidens energisystemer – men hvordan sikrer vi, at teknologien anvendes med omtanke?
Det perspektiv udfoldes, når filosof og forfatter Thomas Telving sætter ord på muligheder og dilemmaer i brugen af AI. Samtidig rettes blikket mod energien som kritisk infrastruktur, når Peter Kruse giver indblik i de trusler, Danmark står over for i en tid med øget cybercrime og geopolitisk spænding.
Dagen indledes af Clement Kjersgaard, journalist, redaktør og tv-vært, som i oplægget “Fra global uro til lokal virkelighed: Energiens nye rammer” sætter energibranchen ind i en større samfunds- og verdenspolitisk kontekst.
Med sit skarpe blik for sammenhænge mellem magt, politik og virkelighed giver Clement et nuanceret perspektiv på, hvordan global uro, kriser og beslutninger påvirker energisektoren – også herhjemme.
Senere på dagen udfordrer Anders Morgenthaler vores måde at tænke forandring på. Med oplægget “I en verden fuld af forandring – hvem glemte at give os en manual?” kombinerer han humor, alvor og skæve observationer, når han sætter ord på det menneskelige i en tid, hvor tempoet er højt, og svarene ikke altid er givet.
Et inspirerende og tankevækkende indslag, der giver nye perspektiver på både arbejdsliv, samfund og fremtid.
Kilde: METRO THERM

