De fleste ældre industrivirksomheder har en historie, der ikke er snorlige fra start til i dag. Sådan er det også hos KE Fibertec, der producerer tekstilbaseret ventilation. Virksomhedens væveri har 25-års jubilæum i år, men graver man lidt, finder man historier om en svinestald, Dronningens gamle togvogn, bleer, statsfængslet i Horsens – men også om en sans for detaljen, samt evne og vilje til at gå efter det bedste
Artiklen har været bragt i HVAC Magasinet nr. 12, 2024 og kan læses uden illustrationer herunder
(læs originalartiklen her)
Tekst: Allan Malmberg
Fotos: Michael Barrett Boesen
To grå, aflange bygninger adskilt af en parkeringsplads i industrikvarteret i Vejen, danner rammen om KE Fibertec, en af de førende virksomheder inden for tekstilbaseret ventilation. Det er en ventilationsteknologi, hvor man anvender vævet kanaler af meget specielt garn produceret af plasttypen polyester, og hvor der i selve tekstilet er luftgennemgang.
Ved at væve i forskellige kvaliteter kan man styre luftgennemgangen. Lige fra et stykke tekstil, der er så åbent, at det er gennemsigtigt, til en variant, der er nærmest helt tæt. En teknik, der kræver håndværk.
Det er netop væveriet, der er omdrejningspunktet, da HVAC Magasinet er på besøg. Det kan i år fejre 25-års jubilæum, og i den anledning er det oplagt at kigge både frem og lidt tilbage. For væveriet har en spændende historie, der i de tidlige år slet ikke var forbundet med KE Fibertec. Det var derimod et selvstændigt væveri, og derfor er det måske også en anelse symbolsk, at væveriet ligger på den ene side af parkeringspladsen – og ”alt det andet” ligger på den anden side.
Svinestald og statsfængsel
Tiden er 1977. Virksomheden Vestergaard Frandsen står med nogle gamle Dornier vævemaskine, men samtidig en ulyst til at gå videre. En af medarbejderne hed Johannes Hansen, og sammen med hustruen besluttede de sig for at købe maskinerne. Der var i alt 15.
Johs. Hansens Væveri var en realitet, som dog stod med en udfordring. 15 maskiner, men ingen steder at stille dem op. Det blev klaret ved at få adgang til en gammel svinestald på en nedlagt firlænget bondegård i Lejrskov.
Dengang var der mange væverier i Danmark. Johs Hansens Væveri var lidt af en blandet landhandel på produktsiden. En del bundede i, at Johannes Hansen tog andet end de gamle maskiner med sig – også en del kunder fulgte med, blandt andet skulle man væve postsække af hør. Også gardiner til datidens DSB-tog stod man for. Både til de almindelige vogne, der havde en indvævet orange stribe, og til Dronningens togvogn.
– Den er udstillet på Dansk Jernbanemuseum, og her har gardinerne en blå stribe i stedet for den orange, husker Frank Hansen, der er barnebarn af Johannes Hansen, tidligere ejer af væveriet og i en dag en del af ledelsen i KE Fibertec som direktør for væveriet.
Frank Hansen kan huske gardinerne fra sin barndom, når han var med på væveriet. Farfaren var uddannet væver. En firårig uddannelse, der ikke findes længere. Hans evner betød, at man fik mange specialopgaver. En af de mere pudsige var bleer til de såkaldte vådliggerbørn. Dengang havde man et lidt anden syn på inkontinens, så i bleerne var det indvævet en kobbertråd. Kobbertråden var forbundet med et batteri og en klokke, så både barn og forældre fik en noget brat opvågning, når der var et uheld om natten.
Duge designet af kunstneren Hanne Vedel var også en del af produktporteføljen i den tid – det samme var et samarbejde med Horsens Statsfængsel, som dengang var et rigtigt fængsel med eget væveri.
Vævemesteren havde det lidt stramt med at omgås fangerne, modsat Johannes Hansen, der trivedes vældigt godt med besøgende på anstalten. Man købte to vævemaskiner fra fængslet, da samarbejdet ophørte. Modsat alle de andre maskiner, fik de to fra Horsens navne – Jønke og Makrellen.
Første kontakt med KE Fibertec
Den nedlagte bondegård var slidt, og i 1984 var det slut. Den måtte rives ned, og væveriet skulle finde nye lokaler. Det kunne man ikke, og besluttede sig ret hurtigt for at bygge et nyt væveri på Albuen i Kolding. Det er også i denne periode, at de første kontakter med KE Fibertec kommer i stand.
Tekstilbaseret ventilation er ikke nogen helt ny opfindelse, men i begyndelsen af 1980’erne er teknikken baseret på bomuld. Ud over at det rent ventilationsmæssigt ikke fungerede særlig godt, havde det også en anden oplagt fejl. Bomuldskanalerne kunne brænde.
I stedet havde udviklingschefen hos KE Fibertec, Frede Danielsen, gået med tanker om, hvorvidt man kunne anvende brandhæmmende PE. De første kontakter mellem KE Fibertec og Johs. Hansens Væveri kom i stand før det nye væveri i Kolding, men det tog for alvor fart efter etableringen i Kolding.
– Idéen var allerede dengang at væve luftgennemgangen direkte ind i selve tekstilet, og det kastede en masse prøvevævninger af sig, før de mente at være på rette vej.
Dengang var der stadig en del andre produkter i gang på vævemaskinerne, men ventilationsopgaven vokser sig stadig større, og da Kolding-lokationen bliver for lille, står man ved en skillevej.
– Man kunne udvide med 400 kvadratmeter på Albuen, men de to virksomheder indså, at det ikke ville være nok. Derfor byggede man i 1999 det nuværende væveri. Og det var lidt af en begivenhed. Dengang lukkede væverier på stribe – men her var en virksomhed, der byggede et nyt.
Samtidig indså man to ting.
– Det skulle udelukkende handle om tekstilbaseret ventilation fra nu af, og det var på samme tid, at man dannede et aktieselskab, hvor KE Fibertec ejede den ene halvdel og min far den anden halvdel, siger Frank Hansen, der senere overtog sin fars aktier.
For et par år siden gav det imidlertid mening at lade KE Fibertec overtage det hele – også Frank Hansens aktier.
– Det var da underligt at gå ind gennem porten dagen efter med den viden, at det ikke var mit længere, men det tog en kop kaffes tid, og så var det videre. For det var det bedste for virksomheden, vurderer Frank Hansen, der dog holder fast i sin ret til at smådrille de andre på den ”forkerte side” af parkeringspladsen.
Luftgennemgang
Hos KE Fibertec er kodeordet luftgennemgang, for det er via den, man kan styre ventilationen. I dag væver man i syv forskellige kvaliteter – fra en kvalitet, der er tæt på gennemsigtigt og op til en meget, meget tæt kvalitet.
På en væv er det en kædetråd og en skudtråd. Kæden går langs med væven, mens skudtråden går på tværs. Skudtråden har altid den samme hastighed på de 1,76 meter brede maskiner. Den skyder 750 gange i minuttet, og bliver både skudt og styret af trykluft.
Derimod er det ved at regulere på kædetrådens hastighed, man kan ændre på luftgennemgangen. Kører man hurtigt, opnår man en åben kvalitet; kører man langsomt, bliver det en mere lukket kvalitet.
– Det er her, håndværket ligger. Vi kan en masse tips og tricks til at indstille væven, så tekstilet får nøjagtig den luftgennemgang, vi ønsker, siger Frank Hansen, og fortæller, at en af de garvede vævere kan sidde i frokoststuen og høre på vævens lyd, at den ikke kører optimalt.
Væven laver 600 kvadratmeter, før den stopper automatisk. Til slut vil der være cirka seks meter tilbage på den såkaldte bom, hvor garnet er spundet op på. Trådene mellem væv og bom klippes over. På den aktuelle bom ved besøget var der 6.300 tråde. Hver eneste tråd skal nu forbindes med de tråde, der er på den nye bom. Altså en tråd fra væven, en tråd fra bommen – og så bindes der er en lille knude. 6.300 gange.
Det bliver maskinudført.
– Fra en bom løber tør, til vi kører igen, går der cirka fire timer.
De færdigvævede tekstilruller forsynes med en stregkode, der indeholder et væld af oplysninger. Ud over selvfølgeligheder som farve og kvalitet, er der informationer om eventuelle vævefejl. Alt kan spores tilbage til dag, dato og den enkelte væv. Man kan endda gå tilbage til spinneriet, der har leveret garnet.
Bevarer kvaliteten efter vask
De færdige tekstiler kommer videre over i systuen, hvor det bliver omdannet til færdige tekstilkanaler, og derefter pakket.
– Her har vi også en stor fordel. Vi kan pakke vores ventilationskanaler ned i en lille papkasse og sende den ud til kunden, fortæller Fransk Hansen, mens han står ved et pakkebord, hvor en medarbejder med kyndig hånd pakker en kanal sammen. Og den fylder ikke meget.
Det er en fordel, når man sender det ud til kunden, men også når man skal vaske dem.
For man kan tage kanalerne ned, sende dem retur til KE Fibertec og få dem vasket. Virksomheden fik eget vaskeri for tre år siden. Udover at vaske kanalerne, bliver de også gennemgået for eventuel slitage, som bliver fikset, før de nyvaskede sendes retur.
– Mange kunder har et reservesæt, som bliver sat op, mens det andet er til vask. Der er også for eksempel skoler, som sender deres til vask typisk i sommerferieperioden, forklarer han.
Det er meget forskelligt, hvor lang tid der går imellem at skulle vaske sine kanaler. Er det et kontor eller et køkken for nu at tage to yderpunkter. Også kvaliteten af forfiltre spiller ind.
Kanalerne kan vaskes gang efter gang, uden at det spiller ind på den vigtige luftgennemgang.
Det at holde sit ventilationsanlæg fri for snavs er vigtigt – uanset hvilket materiale kanalerne er fremstillet af.
– Det har stor betydning for, hvor effektivt anlægget er, og dermed energiforbruget, men det spiller også ind på den luftkvalitet, der er i rummet, påpeger han.
Et kig på garnet
Vævemesteren og selve maskinen kan være nok så gode, hvis garnet til gengæld er en ringe kvalitet.
– Vores garn er fremstillet af brandhæmmende polyester, og vi har valgt den type, hvor de brandhæmmende egenskaber bliver indlejret i garnet under selve produktionen. Det kan altså ikke vaskes væk, men vil blive i den færdige vare, forklarer Frank Hansen.
En del leverandører har måttet give op overfor de krav, som virksomhedens stiller. Garnet skal have en krymp på under 5 procent, mod de normale 8-12, og på spinnerierne må man ikke anvende spinneolie. Især den del er der mange, som ikke kan efterkomme.
– Når man spinner polyester-garnet, er hastigheden utrolig høj, og for at lette den proces, er der tilsat spinneolie. Men det påvirker vores færdige produkt, så det vil vi ikke have i, forklarer han.
Når spinnerierne ikke anvender spinneolie, må man nedsætte spinnehastigheden, og dermed øger man omkostningerne ved produktionen – en omkostning KE Fibertec har valgt at tage for at opretholde kvaliteten på det færdigvævede tekstil.
Man kigger også på brugen af vand. Indfarvning af tekstiler er meget vandforbrugende. Tidligere anvendte man stykindfarvning. En teknologi, der bruger 25 liter vand per kilo tekstil. Til gengæld kunne man tilbyde 1.600 forskellige farver.
I dag er udvalget en del mere begrænset.
– Vi er gået ned til syv standardfarver, siger Frank Hansen, og forklarer, at man i dag benytter to farvemetoder. Garnindfarvning, der bruger 5 liter vand per kilo, og så dope-dyed, som er den teknik, man anvender mest. Ved dope-dyed bliver farven tilsat ved selve plastproduktionen. Udover at man er sikker på at få den fuldstændig samme farve hver eneste gang, skal der ikke anvendes noget ekstra vand.
I stedet for at kunne tilbyde nærmest et utal af farvenuancer, har man indledt et samarbejde med et printfirma, så i dag kan man få printet stort set alt på sine tekstilkanaler.
I begyndelsen var man bekymret. Kanalerne bliver samlet med lynlåse, og netop i samlingen ville man få store udfordringer med at få mønstret til at passe.
– Det var ikke tilfældet, fortalte printfirmaet os. Det har ingen betydning, om mønstret hen over en samling passer sammen, medmindre der er tale om et logo eller et firmanavn. Og det viste sig at være rigtigt, understreger Frank Hansen.
Affaldsneutral i 2030
I lighed med et mindre forbrug af vand, satser virksomheden på at være affaldsneutral i 2030 på dens danske fabrikker. Det kræver af og til nogle skæve tanker. Som nu for eksempel den snor, som de anvender til at hænge kanalerne op med.
Tidligere var den købt udefra, men i dag er den hjemmeproduceret, og det hænger sammen med en tur på en messe i Barcelona og en kvik medarbejder.
Vedkommende havde set en maskine, der kunne producere snor. Om aftenen, på hotellets tagterrasse, faldt snakken om dagens oplevelser og denne her smarte snoremaskine.
– Kunne vi ikke bruge sådan en fætter? Joh, vi havde faktisk årligt syv tons overskudsgarn fra en spoleproces inden vævning. Det blev bare smidt ud, men måske kunne det gøre nytte, fortæller Frank Hansen, mens han går forbi en række af disse snoremaskiner.
I dag er der ingen garnrest, der ryger ud. De bliver i stedet omdannet til den omtalte ophængningssnor. Heller ikke de såkaldte plastcones, som garnet er spolet op på fra spinneriet, går til spilde mere. Tidligere røg de også ud, men i dag har man et samarbejde med en plastvirksomhed. Den har stillet en lille granuleringsmaskine til rådighed. Som tak for det, aftager virksomheden plastgranulatet.
Tosset med KE-ånden
At det er en medarbejder, der hitter en snoremaskine, som i sidste ende fører til, at man i dag ikke smider syv tons garn ud, er en del af det, som Frank Hansen kalder for DNA’et hos KE Fibertec – eller den særlige ånd, som hersker på virksomheden.
For selvom den i dag ikke er familieejet længere, har man taget mange af de positive ting med sig fra tiden som familieejet.
Det kom blandt andet til udtryk, da væveriet skulle fejre de 25 år. Her var både medarbejderne og deres familier inviteret til samlet fest. Det giver en følelse af ejerskab. Man er mere end bare et medarbejdernummer. Dem er der i øvrigt 155 af fordelt på flere lokationer rundt om i verden.
En anden ting, som er meget værdsat, er at holde døren åben for nye idéer.
– Det kan være, at det er en knaldgod idé som den med snoremaskinen. Det kan være en lige så god idé, men som vi af forskellige årsager ikke kan føre ud i virkeligheden, siger han.
Man er også klar til at hjælpe, hvis idéerne kommer udefra. Som da en virksomhed fra Schweiz ville teste deres nye bærbare apparat til måling af luftgennemgang eller da to unge danskere bankede på døren. De havde en idé om en luftmadras til køer, så de kunne ligge behageligt ned.
– Vi ville gerne hjælpe med arbejdet omkring luftgennemgang. Og i dag findes der luftmadrasser til køer. Det er dog ikke noget, vi producerer. Vi holder os til tekstilbaseret ventilation.
BOKS:
Brandhæmmende plast
Plastmaterialer består af lange kæder af de såkaldte monomermolekyler. De sættes sammen under en proces, der kaldes for polymerisation. Polyester er ikke én plasttype, men en overordnet betegnelse for en lang række plasttyper, der har det tilfældes, at de har den kemiske forbindelse ester i hovedkæden.
Polyester er en oliebaseret plast, og har dermed let ved at brænde. Det kan dog forhindres ved at tilsætte additiver under selve fremstillingsprocessen. Der er en række brandhæmmende additiver, som kan tilsættes plasten, men mest kendt er nok halogenforbindelserne (fluor, klor, brom og jod). Dette er der dog intet af i vores garn, da det er fri for halogener og antimon.
Selve tilsætningen kan gøres på flere måder, men den mest effektive kaldes for co-polymerisering.
Den teknik gør, at de brandhæmmende egenskaber aldrig forlader plasten, uanset alder, mekaniske påvirkninger eller for eksempel vask.
