
Efter otte år med DHI, de seneste seks år som administrerende direktør, giver Mette Vestergaard nu stafetten videre. Bestyrelsen har udnævnt tyske Birgit Guhse som ny administrerende direktør.
Hun tiltræder den 1. august 2026 og skal sammen med DHI’s øvrige ledelse og medarbejdere stå for det næste løft af vækst, relevans, vidensudvikling og profitabilitet.
Birgit Guhse har mere end 20 års international ledelseserfaring inden for rådgivning, infrastruktur og det byggede miljø. Senest kommer hun fra en stilling som Managing Director i Arcadis Tyskland, en global rådgivningsvirksomhed. Tidligere har hun haft ledende stillinger hos blandt andre AECOM og Drees & Sommer.
Hun er uddannet ingeniør og har en ph.d. (Dr.-Ing.) fra University of Kaiserslautern og Paris-Lodron University of Salzburg.
– DHI har et stærkt fagligt fundament og en klar position inden for vand og vandmiljø. Jeg ser et betydeligt potentiale i at udvikle forretningen videre og skabe yderligere værdi for kunder og samfund. Jeg ser frem til at sætte retningen og sammen med organisationen fortsat styrke DHI’s position globalt, siger Birgit Guhse.
Mette Vestergaard har været en del af DHI siden 2018, først som medlem af bestyrelsen og siden 2020 som administrerende direktør. Hun vælger nu blandt andet at accelerere sin bestyrelseskarriere.
– Vi er nu ved afslutningen af vores strategi, DHI+, hvilket gør det til et naturligt tidspunkt at give ansvaret videre. Jeg gør det med stor stolthed og tillid til virksomheden. Det har været et privilegium at lede DHI og arbejde sammen med kolleger, som brænder for det, vi gør, fortæller Mette Vestergaard
Mette Vestergaard fortsætter som administrerende direktør frem til den 1. august 2026 for at sikre en god overgang.
Kilde: DHI

