Tæt samarbejde skaber energi

Justsen Energiteknik bygger biobrændselsanlæg til kunder over hele verden. Komponenter, software og teknisk sparring fra Schneider Electric er med til skabe energieffektive løsninger til bæredygtig produktion af energi.

 

Brugen af biobrændsel er i massiv vækst. Fra Honduras til Hjørring vokser efterspørgslen på grøn energi dag for dag, og udviklingen bliver yderligere forstærket af energiprisernes himmelflugt og et øget fokus på grøn omstilling.

I Brabrand ved Aarhus finder man en vaskeægte pionervirksomhed inden for anlæg til at producere energi med biobrændsel.

Her har Justsen Energiteknik A/S siden 1959 produceret biobrændselsanlæg og konstant videreudviklet og forfinet sine anlæg med stadigt mere avancerede styringer for at sikre automatisk drift med den højeste energieffektivitet.

Og det er et marked i markant vækst, fortæller Jeppe Brauner Mikkelsen, projekt- og produktionsleder hos Justsen Energiteknik A/S:

”Biobrændsel er en både grøn og økonomisk attraktiv måde at producere energi på. I en tid med generelt øget fokus på bæredygtighed og voldsomt stigende energipriser betyder det, at endnu flere søger alternativer til de traditionelle kilder.”

Den foretrukne samarbejdspartner

Gennem de seneste 12 år har Justsen først og fremmest brugt komponenter og software fra Schneider Electric til de, ofte meget store eltavler, der styrer de store brændselsanlæg.

“Schneider Electric er den foretrukne samarbejdspartner og leverandør til vores primære platform, og det er der flere grunde til,” siger Jeppe Brauner Mikkelsen.

 

Han peger blandt andet på et højt niveau af service og teknisk support samt den høje kvalitet af de mange Schneider-komponenter, Justsen bruger i sine anlæg: ”Løftet til vores kunder er, at vores anlæg holder i mange, mange år og har lave omkostninger til drift og vedligeholdelse, så kundens totale cost of ownership er attraktiv. Det er vores konkurrenceparameter, og derfor samarbejder vi kun med de bedste underleverandører,” siger Jeppe Brauner Mikkelsen.

 

Software spiller en vigtig rolle

Når det gælder den support og service, Justsen yder til sine slutkunder overalt i verden, spiller Schneider Electrics software en vigtig rolle. De enkelte komponenter og den overordnede styring er nemlig bundet sammen via EcoStruxure-platformen fra Schneider Electric, og det giver mærkbare fordele:

”Via fjernopkobling kan vi fejlsøge og -rette, optimere og opdatere anlæggene hjemme fra Danmark. Så i mange tilfælde behøver vi ikke bruge ekstra tid og penge på at flyve en tekniker ud til en kunde,” siger Jeppe Brauner Mikkelsen.

Han nævner som eksempel fejlsøgning på et anlæg i England, som normalt ville kræve fysisk tilstedeværelse af en dansk tekniker i en eller to dage.

 

Ved i stedet at koble på kundens anlæg hjemmefra er besparelsen på mellem 15.000 og 20.000 kroner, vurderer Jeppe Brauner Mikkelsen.

”Selvfølgelig vil der være større opgaver i udlandet, som ikke kan klares via fjernopkobling. Men når det gælder de lidt ”mindre” opgaver, er det helt klart en stor fordel for både os og vores kunder,” siger han.

 

Nye muligheder – endnu smartere løsninger

Det tætte samarbejde mellem Justsen og Schneider Electric rækker langt videre end blot indkøb og levering af komponenter og software. Teknisk rådgivning og sparring om nye muligheder og endnu smartere løsninger er en lige så vigtig del af af samarbejdet.

 

Jeppe Brauner Mikkelsen forklarer:

”For os handler det om hele tiden at udvikle os, så vores anlæg bliver endnu mere energieffektive med endnu mere intelligente styringer. Vi vil gerne udfordre os selv og vores kunder, og derfor er det vigtigt for os at have en samarbejdspartner, som altid støtter os hele vejen fra idé til færdig løsning. Den støtte får vi hos Schneider Electric.”

Et unikt, grønt mærke

Schneider Electric blev i 2021 kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed og har blandt mange grønne tiltag indført en unik, grøn mærkningsordning for sine produkter.Mærket hedder Green Premium og garanterer, at produkterne fra Schneider Electric er fremstillet efter de strengeste miljøkrav og sætter det lavest mulige CO2-aftryk i hele deres levetid, lige fra fremstilling til genanvendelse eller bortskaffelse.

 

Langt de fleste af Schneider Electrics produkter bærer allerede det grønne mærke, og andelen af Green Premium-produkter i det samlede sortiment er i konstant vækst.