Sådan forebygger Rigshospitalet Glostrup legionella

Flere og flere danskere smittes med legionella. Men smitten kan faktisk forebygges. På Rigshospitalet Glostrup har man testet en løsning, der gennemskyller rør-installationen.

Antallet af legionella-tilfælde har de seneste år været stigende herhjemme. Fra 2016 til 2017 blev hele 65 % flere smittet – en stigning fra 170 til 278 patienter. Ifølge Statens Serum Institut har Danmark en af Europas højeste forekomster af legionella. Derfor er det vigtigt at vide, at legionella kan forebygges.

Sådan gør de på Glostrup

På Dansk Hovedpinecenter, der ligger på Rigshospitalet Glostrup, er driftsansvarlig Knud Søndersted opmærksom på risikoen for, at legionella kan udvikle sig i hospitalets vandrør. Derfor tager han jævnligt prøver for legionella. I samarbejde med rådgiver Claus Dennis fra FM Mattsson Mora Group Danmark har han testet en løsning, der gennemskyller rør-installationen.

– Vi har gennem årene testet for legionella et par gange om året. For at forebygge har vi nu valgt en løsning, som vi som test har implementeret på hele hovedpinecentet, forklarer Knud Søndersted.

Automatiseret løsning skyller rørene

På Dansk Hovedpinecenter blev en del af løsningen en automatiseret teknologi med en indbygget hygiejne-skyllefunktion. Systemet kan indstilles til automatisk hver 8., 12. eller 24. time – eller på vilkårlige tidspunkter – at skylle rørene i 30 til 180 sekunder. Løsningen betyder, at der aldrig i længere tid er stillestående vand i rørene. På den måde kan man minimere risikoen for, at legionella udvikler sig.

Knud Søndersted er tilfreds – men også forsigtig. For som erfaren driftsansvarlig ved han, at arbejdet med at holde legionellaen væk er en vedvarende indsats. Han ved også, at de prøver, han tager, viser øjebliksbilleder – selvom de er taget over en periode, på forskellige tidspunkter og på repræsentativt udvalgte steder:

– Jeg kan ikke sige, at vi aldrig igen vil opleve legionella på hovedpinecentret. Men jeg kan sige, at efter vi har taget den her løsning i brug, har der ikke været noget vækst af legionella, siger han.

Rettidig omhu med forebyggelse

Claus Dennis er glad. For det viser, at det kan lade sig gøre at gøre noget ved legionella, som sidste år slog 22 danskere ihjel. Det er bestemt ikke alle steder, han oplever den samme vilje til at se mulige problemer i øjnene:

– Jeg kalder det ”tabuet”. For ejendomsfunktionærer og driftsansvarlige over hele landet har fuldstændigt styr på deres ejendom, når det handler om fugt og skimmelsvamp. Men legionella vil de helst ikke forholde sig til. Der er ingen, som har lyst til at stille sig op og fortælle, at de har problemer med legionella. Vi skal selvfølgelig ikke opfinde et problem, der ikke er der. Men jeg mener, at man skal udvise rettidig omhu og forebygge.

*******************************************

FAKTA:

Legionella er mindre farlig for raske mennesker, men for svækkede mennesker kan den være dødelig. I 2016 døde 22 ud af 170 smittede af legionella.