
Blot to måneder efter at Verdo annoncerede en kontrolleret afvikling af Verdo Energy Systems, er hovedparten af aktiviteterne nu solgt til Linka Koncernen. Handlen sikrer 50 medarbejdere fortsat beskæftigelse i Aalborg og styrker samtidig Linkas position inden for energi- og fjernvarmeløsninger.
Energikoncernen Verdo har indgået aftale om at sælge hovedparten af aktiviteterne i Verdo Energy Systems A/S til Linka Service A/S, der er en del af Linka Koncernen. Handlen trådte i kraft den 19. oktober 2026.
Overtagelsen omfatter service-, automations- og industriforretningen samt en portefølje af mindre energiprojekter. Samtidig overtager Linka aktiviteterne i Aalborg, hvor 50 medarbejdere fortsætter deres arbejde på den hidtidige adresse. Også Verdo Energy Systems’ kontor i Polen følger med i handlen.
Salget kommer blot to måneder efter, at Verdo i august annoncerede, at selskabet ville blive afviklet på kontrolleret vis. Dengang understregede koncernen, at eksisterende kontrakter og projekter ville blive gennemført, samtidig med at man ville forsøge at finde købere til dele af forretningen.
Verdo koncentrerer sig om kerneforretningen
Salget er en del af strategien Et fokuseret Verdo, som blev lanceret i april 2026. Fremover vil Verdo koncentrere sine aktiviteter om forsyning af vand og varme, elproduktion på kraftvarmeværket i Randers og kommercielle aktiviteter med tæt tilknytning til kerneforretningen.
Verdo vil selv færdiggøre de større igangværende projekter med bistand fra Linka, mens udvalgte industriprojekter overtages af den nye ejer.
– Det, der glæder mig allermest, er, at 50 dygtige kolleger nu kan fortsætte deres arbejde og få en ny fremtid hos Linka Service, som er et datterselskab i Linka Koncernen, siger Jesper Vinter Barslund, CEO i Verdo.
Han peger på, at de to virksomheder har betydelige fælles berøringsflader inden for teknologi, produkter og kunder.
– Hos Linka bliver selskabet en del af en vækststrategi i stedet for et sidespor. Det er godt for medarbejderne og kunderne, og for Verdo er det endnu et vigtigt skridt mod et fokuseret Verdo, siger Jesper Vinter Barslund.

Linka vokser med 50 procent
Linka Koncernen leverer biomasse- og energianlæg til fjernvarmeværker, industri og landbrug i både Danmark og udlandet. Med overtagelsen vokser koncernen fra cirka 100 til 150 medarbejdere.
Ifølge Linkas bestyrelsesformand, Christoffer Lassen, passer opkøbet ind i koncernens ambition om at udvide forretningen både nationalt og internationalt.
– Vi har stort fokus på at kunne levere energieffektive løsninger til varmekunderne i fremtiden, og her har Verdo Energy Systems været en meget interessant opkøbskandidat og et godt match for os, siger Christoffer Lassen.
Overtagelsen giver samtidig Linka en ny geografisk placering i Aalborg og adgang til yderligere tekniske kompetencer. Det polske kontor skal styrke mulighederne for international vækst.
– Vi får en større geografisk spredning i Danmark og et stærkt fodfæste i en universitetsby, som gør det lettere at rekruttere de nødvendige tekniske kompetencer fremover. Det polske kontor giver os oveni et væsentligt springbræt på et af vores vækstmarkeder, siger Thomas Gaardbo, CEO i Linka.
Efter overtagelsen har Linka Koncernen aktiviteter i Lem, Aalborg, Sverige og Polen.

